I stedet for at bruge skattepengene på krudt og kugler og bankpakker, så synes jeg - udover at fikse et par folkeskoler og ordne sygehusvæsenet, at man burde sætte en sæk guldmønter af på finansloven til højgravide. Guldet skal bruges til at sende smertebefængte og bevægelseshæmmede kvinder i kredsløb rundt om jorden. Åååååh, drømmen om at opleve vægtløs tilstand - Den er stor!

Indtil da må jeg nøjes med at gå i svømmehallen. Jeg har stort set ikke benyttet mig at konceptet klorvand siden der var obligatorisk svømmeundervisning i folkeskolen. Jeg bryder mig ikke om at svømme rundt i andre folks bouillon. Ved hvert et svømmetag, får man jo lange hår, plastre eller andre folks sårskorper op mellem fingrene - alt sammen ledsaget af lugten af klor, pomfritter og larm.

Men jeg må indrømme - det er det HELE værd. Jeg har nu gået med rygsmerter i en måneds tid. Har konstant følelsen af at ha' en glødende ildrager stukket op under højre skulderblad samtidig med at jeg har fået påmonteret en usandsynlig stor betonblok på rygsøjlen. Rent fysisk føler jeg, at det var mig alene der byggede Keops-pyramiden. Kan ikke bøje fingre og fødder pga væskeophobninger - Elegant og charmerende tilstand! Jeg er ved at købe mig fattig i fysioterapi, zoneterapi, massage og svømmehalsbilletter. Det påvirker mit humør og jeg bliver kortluntet og ond i sulet. Jeg går på barsel om en uge, og så skifter jeg min folkeregisteradresse til svømmehallens matrikel...

Jeg befinder mig i et mentalt ingenmandsland for tiden. Enten har opholdet i det vestjyske normaliseret eller neutraliseret mig eller også kan jeg bare slet ikke overskue andet end at være gravid...hvilket jeg egentlig heller ikke kan overskue. Rent fysisk må hun godt komme ud nu, rent praktisk må der godt gå et års tid.
I går morges stod S op til synet af mig, der sad i sofaen indhyllet i en uldplaid, håret sat op i en knold i nakken, brillen hvilende på næsetippen, jeg sad med strikketøjet i skødet og så som toppen af kransekagen Home-shoppingkanalen, hvor nogen overgearede amerikanere prøvede at sælge mig en magisk ovn og verdens bedste støvsuger.
Det er fanderme for normalt at gøre sådan noget og for gammelt af en 33-årig! Jeg savner at være noget mere skæv i det. "Mit nye jeg" keder mig - plejer ellers godt at kunne underholde mig selv, men det hele er gået lidt i stå.
Jeg er ikke ked af det, ej heller i tophumør - jeg er ligesom bare neutral. Forholder mig holdningsløst til det hele og venter bare på at dagene går. Det er da noget underligt noget. Hvad blev der af det der med at man skal leve hver dag som var det ens sidste? Normalt ville jeg jo bruge sådan en søndag som i dag på at ta' ud og bungee jumpe eller ha' sex med 10 fremmede mænd, lære at danse tango, ta' en smuttur til Paris eller plyndre en bank! Æij altså, sådan noget gør jeg ikke mere...RUSK MIG, jeg er gået i stå!!!

I barselsgave ønsker jeg mig en spritny rygsøjle. Og får jeg en sådan, så laver jeg en giveaway på den gamle.

Jeg bli'r da lige nødt til at berette om en løjerlig aften i selskab med vores allesammens Jascha Richter! Hvem? Ja, du er tydeligvis fra alt andet end et asiatisk land hvis du ikke ved det!

Hver gang talen falder på 80'erne, så får S sådan et drømmende nostalgisk mildt og varmt udtryk i øjnene. Så i julegave gav jeg ham en bog om 80'erne, noget Commodore 64-musik OG to koncertbilletter til en akustisk intimkoncert med...hold nu fast, for NU bli'r det vildt: MICHAEL LEARNS TO ROCK!

Så forleden troppede vi op til noget intimt musikalsk samvær med 150 andre blegfede danskere i alderen 30-50 år. Derudover var der så en asiatisk delegation i form af 10 begejstrede kvindfolk iført pailletkjoler og højt hår. De sad helt oppe foran...og de var ikke til at styre på en milliard tønder land! Hvor vi andre sad og smilede lidt af musikken, der bragte os tilbage til svedige kinddanse i ungdomsklubben med, for mit vedkommende Thorsten eller Bjarne, så gakkede de 10 kvinder helt ud af begejstring over at være så tæt på deres idoler. Hillemænd! De hylede og skreg og skrålede med, som stod de på et stadion med 50.000 andre MLTR-fans!
De var det absolut bedste ved hele koncerten, deres begejstring var voldsomt smittende og fik resten af publikummet - og sågar musikkerne til at grine højt og hjerteligt. Guitaristen fik mellem to numre så også sagt: Ujuj, så forestil jer når der er bare 5000 af dem!!!
Har aldrig ejet noget med MLTR, men var skræmt over at erfare, at jeg kendte stort set alle deres numre. Havde konstant oplevelsen af "Hvad? Er det også dem, der har lavet den?".
Det var en fin aften - men bestemt takket være den asiatiske fan-delegation! Og så kan jeg på min liste over livets gøremål sætte flueben ud for "Tag til Michael Learns to Rock-koncert"...hmmm hvad er det næste på listen...lad mig se...banko og squaredance...arj vel? Behøver jeg virkelig det?

Nå, men jeg har jo så ikke skrevet et lille stykke tid, fordi mine fingre har været lammet af skuffelse.
Vi var de første der var ude at se huset og vi meldte os fluks som interesserede købere. Så flyttede vi mentalt ind i VORES nye bolig, og dagen efter blev vi så ringet op og fik at vide, at nu var det blevet solgt til nogle andre. En liggetid på 9 dage?????? Hvad er det for noget medierne vrøvler om, når de siger at alt er gået i stå og ingen ka' få solgt deres huse? Det er jo løgn!
Jeg er så ærgerlig! Jeg er så ovenud hooked på konceptet "hus". Det var et godt kompromis-hus for os: Jeg fik et gammelt hus og S fik sine i-forvejen-istandsatte rum og så var der oven i hatten stadig nogle kælderrum, hvor jeg kunne pudse nogle vægge op og ruske nogle lofter ned!
Nå, vi må jo så bare til at indstille os på, at foreløbigt skulle være tre i vores to-værelseslejlighed. Og jaja, det ved jeg godt at man kan være - specielt i København, men nu flyttede vi jo lige netop fra hovedstaden til jydeland, for at kunne få alle disse her mange tusinde kvadratmeter at boltre os på, vores eget hus og egen have - og eget bette træskur, hvori vi skiftevis ku' sende hinanden ud for at snitte træmænd.

Men jeg er sikker på at huset også ligger oven på en gammel indiansk gravplads, der er rotter og der ligger store klumper beriget uran ude i baghaven - og sådan et hus gider man jo ikke engang at ha' - om man så får det kastet i nakken...hmmm...hvem prøver jeg at narre?

Så altså, ej heller noget hus i denne omgang...så må vi hellere se at få gjort rent i lejligheden istedet - nogle gange synes det ellers mere overskueligt at flytte end at skulle støvsuge!

PS: Nu kan jeg så godte mig barnligt over, at jeg smadrede deres toilet...Hvis du ikke ka' få det - så ødelæg det! Hell yeah!

Ting går så ikke altid som man lige planlægger det! Vi skulle jo ha' været afsted på ferie i mandags. Vi var klar til en spontanrejse, men var åbenbart enormt naive at tro, at vi kunne finde et sted med tørvejr og rimeligt med plusgrader i Europa. Selv i Nordafrika regner det goddammit! Nå, og kombineret med at jeg har fået seriøs ballade med ryggen, der ville gøre en flere-timers-fiksering-i-et-flysæde stort set umuligt valgte vi at blive hjemme...Desuden styrter flyet jo også ned hver gang jeg skal ud at flyve. Det er dog ikke sket endnu, men jeg ved det bare er et spørgsmål om tid!
Vi tog til Århus istedet, besøgte venner, gik i biffen og spiste på græsk restaurant - den var meget autentisk, så for en kort stund kunne man jo lege at man sad på Kreta...

Nå, men i og med at rejsen gik i vasken, så kunne vi jo ligeså godt tage ud og helt spontant købe et hus i stedet...så det har vi næsten gjort - ihvertfald oppe i hovedet og har da også meddelt mægler at vi er meget interesserede! Så det på nettet i søndags og så det så i virkeligheden i mandags. Det var fint! Det ku' vi da egentlig godt bruge og har så set det igen i dag sammen med rådgiver-svigerfar - og nu kan vi da bruge det endnu mere!!! På tirsdag får vi tilstandsrapporten og hvis der ikke er de fæleste overraskelser, så springer vi til!
Fik ellers ikke set så meget af huset i denne omgang, da jeg havde travlt med at lege VVS-mand. Da vi kom ned i kælderen var jeg så overdrevet tissetrængende som kun en gravid kan være det. Så jeg lånte toilettet...men det kunne så ikke skylle og man kan jo ikke efterlade andre (eller sit eget) menneskers toilet fyldt med urea - så ville sælger bare synes at vi var herreklamme og ikke sælge til os. Med dette i baghovedet måtte jeg tage action:
Skilte cisternen ad, men den teede sig mærkeligt og begyndte bare at rinde. Fandt derefter en gammel urtepotte nede i kælderen og fyldte den op med vand og drønede det i cisternen, hvorefter toilettet bare begyndte at rinde endnu mere. Der havde åbenbart ikke været gennemgang i tusind år, så pludselig var kummen fyldt med en mørkerød rustmasse. Mere vand! Jeg fyldte i et par gange. Urtepotten var fuld af jord, så nu stod jeg pludselig med et toilet, der løb, var fyldt med jord, rust og mit dna på vandig form. Fik fyldt urtepotten yderligere et par gange og nåede at få lavet et farligt vandpjaskeri på gulvet i badeværelset. Turde ikke tage deres håndbroderede håndklæder med monogram og kvaster og tørre op, så til sidst måtte jeg give op og forlade et eksploderet badeværelse med rindende toilet med jord, rust og dna i...Æv!

Jeg er vild med at reflekserne fra svømmepølen får det til at se ud som om at Paradise-pigerne her alle hver og een har strækmærker og appelsinhud på lårene.

Så kan man pludselig sidde her som 7-måneders gravid kæmpekone og føle sig lidt Paradise-lækker...

Update: Æv, ser nu at opløsningen af billedet er ret dårlig, så man ser ikke min pointe så tydelig... Er der nogen, som kan anbefale en billedtjeneste, hvor man kan oploade billederne i en høj opløsning? Jeg bruger flickr og billederne er ALTID kæmpepixelerede at se på...

Jeg har vinterferie for første gang siden 2006! S og jeg vil gerne et sted hen før vi bli'r til 3. Et sted som ikke er Danmark og som kan byde på mindst 15 grader og som ikke ligger mere end 4 timers tid i fly væk - og bare 3-5 dages tid. Men hvor kan man tage hen? Nu har vi tjekket rejsesider intenst ud i de sidste tre dage, men kan simpelthen ikke finde noget, der opfylder vores krav...synes ellers vi er nogenlunde beskedne. Det er fuldstændigt lige meget hvor det er, hvad sprog der tales, hvad nationalretten er og hvordan de danser, bare der ikke er sne og is!
Nogen der har et forrygende forslag? Og nul putte, vi vil altså ikke til Lalandia...

Jeg spiser det her fiskestads på kapselform, for det siger vismændene skulle være godt! Jeg er helt med på, at det lugter og smager af fisk - eftersom de er lavet af det! Fair nok! Men hver morgen når jeg åbner bøtten, mindes jeg lugten af akvariefiskefoder - det der klamme stads i flere farver og i flager! Og jooo, jeg ved skam både hvordan det lugter og smager, fordi min bror engang betalte mig et par kroner for at se mig spise en bette håndfuld fisketørfoder. Men der er noget jeg ikke forstår:
Akvariefiskefoder lugter fuldstændigt som fiskeolie - hvorfor? Man har da vel ikke puttet fisk i fiskefoderet? Ja ja, og jeg ved godt alt dét dér med at der heller ikke er babyer i babymad, men babymad lugter heller ikke af små børn, vel? Eller...

I går morges lå jeg så på is på en øde villavej! Der var glat, jeg gled og tog fra med maven. Lå i en stor bunke puddersne og overvejede om jeg skulle blive liggende til folk begyndte at stå op, komme på gaden og se mig ligge der storgravid og hjælpeløs.
Men eftersom jeg står sindssygt tidligt op om morgenen for at køre på arbejde, kom jeg frem til at jeg nok var blevet dækket af sne før et medmenneske fandt mig liggende der.
Åååååhhh, at føle sig alene i sådan en situation!
Lå som en døende skildpadde på ryggen og sprællede før jeg kom op at stå. Ingen knogler brækket, ingen knuste hofteskåle eller forvredne ben. Men jeg oplevede for første gang følelsen af at man var bedøvende ligeglad med sig selv og sine lemmer, det var snarere hvordan livet i maven havde det. Hele dagen gik jeg med småkvalme og ingen rumsteren fra mit indre univers. Blev mere og mere urolig. Ringede til vagtlægen sidst på eftermiddagen og før jeg fik set mig om lå jeg på sygehuset med dingelnoter viklet rundt om maven for at tjekke det bette kræs hjertelyd. Blev først rigtig nervøs da jeg hørte hvad sådan et fald kan føre med sig - løsning af moderkage, akut kejsersnit og jeg skal komme efter jer!
Så hvad jeg troede bare skulle være et berolig-mig-lige-hr.-vagtlæge-telefonopkald endte med en overnatning på sygehuset.
Blev så tjekket igen i dag og endelig sendt hjem. Alt er i skønneste orden og min kommende datter er smaddergod til at slå med hjertet.
Er helt rørt over, hvilken service der blevet ydet på den front - bare fordi klumpemutter her ikke kan stå på sine tunge korte ben i snevejr!

Her til aften var jeg i Bilka. Jeg var iført uglet hår, min arbejds-fleecejakke, joggingbukser og gummistøvler. Det må altså ikke ske igen! Jeg er blevet sløset. Jeg er blevet som de her amerikanere (arj, det var ikke pænt linket, så det link linkede jeg ikke til!). Vil gerne oppe mig, men er konstant så træt, at der intet overskud er til at putte så meget som en bette smule mascara på. Og hvordan skal det så ikke blive når ungen kommer?

Udbrændt mor i provinsen...det bli'r mig!

UPDATE 4/2 alt for tidligt om morgnen:

Jeg har slettet linket, jeg er træt og i ikke-overskudsagtigt-gravid-humør og magter ikke lige nu at være årsag til at folk føler sig stødt....Amen!

Hvis ikke det var fordi jeg var begyndt at blogge for et lille års tid siden, så var jeg ikke havnet i Kødbenhavn i weekenden og jeg havde ikke haft den herlige oplevelse det var, at møde to store håndfulde helt igennem prægtige kvindemennesker. Blogtræf - oh hvilken genial idé!!! Snak, samtaler og kage og grin og hygge og kage og samhørighed, udveksling af erfaringer om livet, blogning, forhold, arbejde mm...og fik jeg egentlig også lige sagt, at der var kage?
Jeg overloadede på den helt vidunderlige måde når det kom til sisterhood!
Det var en rigtig rigtig god oplevelse og jeg er taknemmelig for, at ha' mødt så gode mennesker - personer som jeg ved jeg kommer til at holde fast i. Flere af dem har jeg mødt før - en enkelt har jeg kendt siden jeg var 15. De er nok ikke klar over det, men de har været medvirkende til, at jeg føler jeg er en del af et allestedsnærværende venindefællesskab til trods for, at jeg er venindeløs her i det vestjyske. Bloggeriet og hvad det har ført med sig har gjort det mere mildt, at være tilflytter i vestjyske;o)

Jeg elsker at være af hunkøn - for jeg tror, at vi er bemærkelsesværdigt gode til at gøre noget godt for hinanden. "There's a place in Hell reserved for women who don't help other women" - sagt af Madeleine Albright, jeg ved ikke i hvilken sammenhæng, men jeg har set citatet på en to-go-kaffekop for nogle år siden. Og det er sandt: Der er et helvede for kvinder der ikke udøver søstersolidaritet...og i det helvede bliver der spillet radioreklamejingler 24 timer i døgnet, der bliver serveret selleri og lunkent hvedeøl - alt sammen ledsaget af den dér væmmelige lugt fra hyacinter!

Nu gik det jo egentligt bemærkelsesværdigt dårligt, da jeg forsøgte at hækle og hæklingen blev derfor lagt på hylden for good!
Meeeen, nu er jeg så begyndt at strikke (for det er jo sådan noget vordende mødre skal!) - og jeg er blevet småbidt af det...men nok mest fordi garnet er blødt og rart at røre ved. Jeg har bare et problem: Jeg bliver nødt til at følge en opskrift slavisk og nu hvor jeg så sidder med en uformelig lap mellem hænderne begynder jeg at tvivle på, om den opskrift jeg følger rent faktisk hører til det billede jeg har set af kreationen. Jeg er ikke sikker. S kan konkludere så meget, at det i hvert fald ikke er en sok jeg strikker og jeg gi'r ham delvist ret - personligt troede jeg det skulle blive til en cardigan, men jeg forstår intet af den form der er fremtonet mellem mine flittigt arbejdende hænder... Skal jeg droppe projektet eller bare blive ved med at følge opskriften og se hvad der kommer ud af det? Det gør fx. ikke noget hvis det bliver til en tevarmer, for sådan en ku' vi da godt bruge!

Jeg er begyndt til motionstræning for gravide. Jeg har et fint forhold til min krop, men jeg har opdaget, at det i min verden åbenbart føles helt ekstremt grænseoverskridende at skulle lave knibeøvelser sammen med 7 fremmede kvinder. Jeg kan næsten ikke ha' det...og jeg kan da slet ikke ha', at under seancen bliver rectumius omtalt som "Orkanens Øje"... Åååh altså...

Og apropos juleanden fra det forrige indlæg, så har jeg forsøgt at lokke noget dyrisk liv til matriklen. Men det lykkes ikke! Jeg har ikke spor af forstand på fugle. Er der nok landingsbane til dem på sådan en vinduesgesims? Og hvor ved fugle egentlig fra, at her er mad? Kan de lugte eller se foderet? Gid, der sad en ornitolog og læste min blog og at han/hun kunne oplyse mig.

Og jo jo, bevares, jeg kunne da bare smide frøblandingen ned på jorden, hvor fuglene ku' hakke i dem, men så har S og jeg jo ikke glæden af, at de spankulerer rundt lige uden for vinduet. For vi vil kun fodre fugle for vores egen fornøjelses skyld og ikke fordi fuglene mangler mad i denne tid... Arj, det skrev jeg bare for at forarge fuglevenner...Der er altså også sørget for frø/korns-buffet i jordhøjde!

Det startede med at jeg kom hjem fra juleferie og så denne her kæmpestore baryl på vores køkkenvindue:

Den strakte sig over en bredde på 10 cm og en længde på 40 cm. Ad. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er en and der har klattet der som hævn for at jeg åd een af dens artsfæller juleaften. Fair nok, jeg havde gjort det samme!
Hver gang jeg så har været i køkkenenet, så har det været noget uappetiteligt at lave mad til synet af fuglefækalie.
Her, flere uger efter tænkte jeg, at nu var det slut og klatten skulle væk. Men for at komme til vinduet skulle opvasken først tages og for at nå til opvasken, skulle der banes vej ud i køkkenet. Så det ene tog det andet og hele hytten er nu så pinlig psyko-ren, at man skulle tro vi skulle flytte og havde gjort alt vi kunne for at få vores depositum tilbage.
Så rent bli’r der nok ikke gjort igen før vi rigtigt flytter.

Og apropos, så er der stadig ikke udsigt til, at vi får noget andet at bo i foreløbigt. Vi  så på to huse i går. Det ene var et lille Walt-Disney-pseudo-slot i jugendstil, det andet et kæmpe skrummel gule mursten bygget op som en tre-plansvilla.
Pseudoslottet havde prægtige stuer, men var alt for småt og uden opbevaringsplads.
Det gule skrummel var til gengæld så overdådigt stort, at det ville kunne rumme ALT. Nasa ville kunne rykke deres næste rumskibsbyggeri ind i det hus. Eller man kunne afholde de Olympiske Lege i den ene ende af stuen - samtidig med at Maersk kunne bygge et containerskib i den anden.
Udover hvad man normalt har brug for af leverum, var der plads til at S kunne få sit helt eget rum til sin Commodore 64-samling. Jeg kunne få et udstillingsrum til alle min fars gamle filmfremvisere og oven i hatten kunne vi få et kæmpestort arbejds-lege-opholds-fest-hyggerum, værksted, vaskerum, gæsteværelse, grovkøkken, kontor og jeg skal komme efter jer! Bag et orgel, der stod opmagasineret fandt vi sågar en sauna!!! Så vi kan også invitere Finland på kaffe! De må bare selv medbringe bøgeris.

Og det var så kun lige den højtloftede og lyse kælder jeg remsede op der! Så var der jo yderligere to plan...

Jeg lå vågen det meste af natten og grublede...jeg er faktisk lun på det hus! Det virker som om, at det er i fin nok stand, men hold da op, hvor er der meget der skal ordnes og laves om (kan dog ske løbende). Der har boet en multikunstner i huset og han har virkelig givet den gaz med små og store løjerlige løsninger - det hele er simpelthen plastret ind i inventarfaste gevækster og hylder og sære hjørnekroge, skabe med gennemgang fra det ene rum til det andet, ledninger trukket på kryds og tværs, luger der åbner op til mærkelige ting...og så har han sågar bygget sin egen swimmingpool i baghaven.
Det virker som et projekt af overjordiske dimensioner at skulle ordne det hus...men jeg er draget...også i den grad...men vi skal jo helst være to om drageriet, så nu må vi se.
Foreløbig bestiller vi en tilstandsrapport - det kan jo være at det hele gi’r sig selv når vi ser den!

Så, nu skal vi komme hinanden lidt kropsligt ved, ik'?

I morges havde jeg så udspilet en gravidmave, at en gammel kending fra fordums tid dukkede op lige under navlen. Gensynet inspirerede mig til en bette tagge-leg! Denne gang under overskriften: Vis mig dit ar!
Det går ud på at tage et billede af et ar, som man har erhvervet sig og så skrive historien om hvordan man fik det. Og vi kan da hurtigt blive enige om at det er klammoklammowitch at se hud og navle i så close-up-version, som billedet jeg har lagt på her - men jeg har, for at tage brodden af det, lavet det sort/hvid, så i slipper for at se på for megen kødfarve! Og desuden fungerer navlen jo som målestok;o)

Mit ar er ganske beskedent, men her er historien bag:
For omkring 15 år siden sad min bror og jeg i barndomshjemmet og konkurrerede om hvem, der kunne råbe Pocahontas højst. Det lyder muligvis som en dum leg i nogens ører, men det er blandt andet sådan, at brødre og søstre bonder og skaber fine og unikke bånd!
Og novra, hvor vi råbte, men legen stoppede brat, da jeg pludselig fik det rigtigt rigtigt dårligt - altså VIRKELIGT dårligt og faldt derefter om. Jeg kunne hverken gå eller stå og blev hurtigt kørt til skadestuen, hvor jeg fluks røg til undersøgelse. Her fik min far, der var ved min side, en hel unødig indsigt i mit sexliv, da jeg skulle fortælle lægen hvornår jeg sidst havde været i seng med een og om jeg kunne være gravid. Jeg vidste ikke selv hvad der kunne være sket - man forestiller sig jo ikke umiddelbart at Pocahontas kunne ha' noget med det at gøre. En operationslæge skar mig op to steder og stak en kikkert ind i mit korpus og fandt ud af, at en vandcyste var sprunget i bughulen. Der må åbenbart ikke være vand, så jeg blev smidt i narkose og opereret med det samme.
Da jeg kom til mig selv kom lægen ind på opvågningsstuen for at høre hvad der var sket. Alle har vandcyster i bughulen, men de plejer ikke at sprænge. Da jeg fortalte ham om Pocahontas, tog han det meget alvorligt, ræssonerede lidt og påstod, at når man siger H'et i PocaHontas, så lægger det et pres på de nedre regioner. Eftersom jeg havde råbt med en decibel a la en jetmotor, havde det lagt så heftigt et pres på bughulen, at det havde fået en vandcyste til at springe. Så jeg gik med de fineste bandager rundt om vommen et godt stykke tid efter...blot pga af en historisk indianerdulle! 

Så det var mit ar - jeg tagger videre til Anne og til Lykke og til Katrine (ja, det er hele 3 på een gang, men det er for at sætte skub i julelegen derude i Blogland). Håber I vil være med...

Hold nu lige helt op, hvor er jeg træt! Er lige vågnet efter en aftenslur, blot for at gå i seng lige om lidt igen. Har brugt 5 timer i offentlig transport i dag - og har kun tilbagelagt 86 km. Føler mig enormt træt og enormt gravid! Kan man ikke nærmest flyve over Atlanten på 5 timer? Jeg kunne jo være i New York nu goddammit!
Men jeg kom på arbejde og er helt stolt over at jeg ikke benyttede mig af at holde endnu en dag snefri! Sådan viser man sin chef, at man er helt pjattet med sit job! Hvilket også udmundede i en, længe håbet, forlængelse af min ansættelse. Tillykke til mig!

Og apropos mit forrige indlæg om hvem man nu er og var pjattet med engang af mandlige skuespillere, så har jeg i dag talt i telefon med en tv-film-fyr, som jeg var noget så begejstret for som ung. Ikke på jeg-vil-gerne-kysse-ham-måden, men mere på dén dér når-min-storebror-er-åndssvag-så-ville-jeg-ønske-at-du-var-min-bror-i-stedet-for-måden.
Jeg er i gang med at involvere mig i et blogprojekt sammen med en bunke andre bloggere og til dette projekt skulle jeg bruge en film, som ikke er udgivet. Jeg krak'ede tv-film-fyren og fandt hans telefonnummer og privatadresse! Tænk at man bare lige kunne få de oplysninger??? - Ja, for hvis jeg boede i København, så havde jeg da stalket ham i smadder for længe siden!
Nå men jeg ringede til ham for at høre om han kunne hjælpe mig med det her projekt og det kunne han delvist. Og han var mægtig flink at snakke med! Bagefter var jeg helt teenagefjollet over at ha' talt med ham - manden der bl.a. har beriget os med P.I.S. - Politiets Indsats Styrke, Skæbner i Hvidt, og Duksedrengen. Nu håber jeg bare, at mine indledende manøvrer til dette projekt lykkes!

Nej nu skal jeg da i seng - ville ellers også ha' berettet om mit lægebesøg i går, hvor min supertynde læge grinede hånligt af mig og sagde, at nu hvor jeg havde taget 11 kg på i min graviditet, SÅ måtte jeg altså ikke tage mere på - og hvordan jeg slukøret gik til jordemor bagefter og spurgte hvordan jeg skulle undgå at tage flere kg på og hvordan min jordemor gav min læge den fineste bredside og sagde at jeg skulle bare gi' den gas med alle mine kg og at min læge ikke anede hvad hun talte om. Vi elsker jordemoderen, vi synes skidt om lægen!
Kort fortalt og nu skal der soves med 100 km i timen...

PS: Jo, og så var der jo lige Sherlock Holmes-filmen, som desværre slet ikke var noget for mig. Hvornår lærer jeg, at hver gang jeg ser en Guy Ritchie-film, så fatter jeg ikke jeg gjorde det! Kan ikke ha' hans film. Og siden hvornår er Sherlock Holmes lige blevet en kampsportsudøvende slåskampsliderlig mesterdetektiv? Havde det ikke været for Robert Downey Jr., så havde jeg gået op i billetlugen, banket i disken og krævet mine penge tilbage - og OGSÅ pengene for den lunkne og tynde kaffe jeg fik med ind i biografmørket!

Klokken er fem om morgenen og jeg kan ikke sove. S snorker - men eftersom det er en meget sjælden hændelse, så skal han da næsten også ha' lov til det. Han er et ekstremt lydløst menneske når han sover og tit og ofte puffer jeg til ham om natten for at tjekke om han stadig trækker vejret. Jeg har endnu ikke oplevet at han ikke gjorde og det er jeg ganske taknemmelig for.

Det sner helt vildt udenfor og jeg er nok lidt klam ved at skulle køre mine 45 km på arbejde klokken 7. Jeg tænker at jeg burde blive hjemme og være S mentalt utro. HVAFFORNOGET? Jo da...mens han smutter på arbejde, så skulle jeg da være et skarn, hvis jeg ikke smuttede i biffen og så Sherlock Holmes. Jeg har gennem mit 33-årige liv kun dagdrømt om to en halv kendismand. Den ene var Nikolaj fra Nikolaj & Piloterne, den halve var Joachim Hedinger...som kun tæller for en halv, fordi jeg slet ikke synes det er i orden, at ha' haft et teenage crush på ham! Men den sidste...
Oooh den sidste...
Robert Downey Jr.!!! Jeg har været lun på ham siden midten af 80'erne, hvor jeg første gang så ham i, den ellers ret så bemærkelsesværdige dårlige film, "Weird Science". Og nu er han her! I vestjylland!!! Godt nok ikke i eget kød og blod, men en lærreds-version har skam også ret!

Se nu der, hvor fin han er med sit varme dæmoniske blik i øjnene - nuttet, til trods for at billedet er blevet taget just efter en besiddelse-af-narko-anholdelse!

Og se så her - hvor sød han er, som han sidder der og sniffer lidt til sin sprittusch...

Og nu: havrefras - en bette lur - mere sne - og så i biffen. Så bli'r min tirsdag da en fin een af slagsen...medmindre sneen stopper, kommunen får ryddet vejene og jeg skal på arbejde!

Update kl 7.25: Min hr. chef har just bedt mig om at blive hjemme pga af sne. Min chef rydder alle hylder for guldpokaler når det kommer til at være verdens rareste og mest betænksomme chef!

Det var så den jul! Den var...lidt dum! Alt er et spørgsmål om forventninger og jeg havde nok glædet mig lidt for meget til, at komme hjem til det sønderjyske og holde en glad og afslappende jul. Sådan føler jeg ikke det blev. Jovist var der hyggelige stunder, hvor min bror, søde svigerinde og mor kunne sidde over et fælles 1000-briks-puslespil, spise knas og drikke kaffe og snakke.
Men hold k... hvor var der også mange stunder, hvor jeg havde lyst til at be' min (ellers dejlige) bror om at gå sin vej, medmindre han kunne tage sig sammen og snakke ordentligt til folk.
Han savner vores far - det gør min mor og jeg jo også. Men vi kan da godt finde ud af at tale pænt til hinanden alligevel. Men min bror laver ikke andet end at vrisse og være uforskammet over for vores mor. Og så står jeg der i midten af de to, som ufrivillig mellemmads-mand og forsøger at sætte ham på plads og sige gode ting til min mor. Jeg kunne jo også bare lade stå til og det gør jeg jo også ind i mellem, men andre gange får jeg simpelthen nok af at høre ham hakke på vores mor. Jeg bli'r jo ked af at se hende blive ked af det!
Men jeg tror, at min brors opførsel er hans reaktion på, at vores far ikke er her mere. Det går vist meget godt til hverdag i det københavnske, men den ene gang om året han er hjemme, kan han ikke finde ud af håndtere det faktum, at vores far er død og (fysisk) væk.
Jeg kommer oftere hjem og har efterhånden vænnet mig til, at han ikke er her. Jeg har stadig ikke kunne finde plads til at acceptere eller forstå det. Men det meste af tiden føler jeg, at jeg har lært at leve med savnet.

Jeg kan se hvor meget hans død har ændret min mor. Og at hun så har været længerevarende syg oveni har også sat sig sine spor i hendes person.
Jeg har gradvist vænnet mig til hvordan min mor er blevet - og det har min bror ikke - og så er det han bliver sur, irriteret og uforskammet når kernefamilien ikke bare er som den plejede at være.

Det ligger til min natur at være opmærksom på folk og jeg vil gerne ha' at de har det godt...men jeg er kørt flad nu og har bare brug for at vise mig selv noget opmærksomhed. Er just kommet hjem fra kirkegården, hvor jeg har tændt lys på min fars grav. Stod med min gravide mave og tudede løs for første gang i lang tid, for der har ikke været plads til at vande høns ellers. Det blev der nu og jeg er bare så ked af, at han aldrig lærer S og vores barn at kende.

Og det er da vist også bare en klassiker og en kliché, at det sætter tanker i gang hos børn, der oplever noget stort og ikke kan vise deres mor eller far hvad de har præsteret: "Se mig! Se hvad jeg har lavet! Er det ikke godt gjort? Er du ikke stolt af mig?". Gid jeg kunne vise ham, at jeg blev optaget på skolen og gennemførte uddannelsen, at jeg lærte at betjene et Hasselbladkamera og blande mørtel, at jeg endelig fik en vidunderlig kæreste, at jeg fik et godt og spændende job og at jeg snart får et barn og skal giftes.
På "Se-mig-far-punktet" bli'r jeg nok aldrig voksen nok til ikke at tude over at han ikke kan sige: "jo, du er rigtig dygtig, min pige! Godt gået!".

Og om seks timer er det nytår...jeg har sat alle mine penge på at 2010 bli'r et godt år! S er desværre på arbejde. Jeg holder nytår med min mor. Jeg kommer nok til at agere ædru chauffør for alle hendes nytårsstive venner. Det er hyggeligt nok!
Men jeg glæder mig til at vågne op i morgen - uden tømmermænd og fuld af håb om et nyt og godt år...

Og nu: Take it away Dronning Daisy!

Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive noget klimaagtigt, men jeg kan slet ikke finde hovede og hale i hele verdenssituationen (ellers rimeligt coolt hvis jeg, nok som den eneste på kloden lige kunne gøre det i et 20-liniers blogindlæg!). Jeg kan kun forholde mig til, at jeg er ret berørt af, at så stort ståhej, så mange initiativer, aktivister, demonstranter, happenings, betjente og ikke mindst kloge hoveder fra hele verden har været samlet i een stor gryde...og så er der ikke kommet andet ud af det end en tynd og lunken suppe, der ikke smager størstedelen! Størstedelen, som oven i købet er dem, der har mest brug for et ordentlig skud kraftfuld bouillon! Jeg synes det er pinligt, at de rige lande ikke har været mere ydmyge over for dem, der sidder med balladen...balladen, der er skabt af os rige bæster! Og ja, jeg ville selvfølgelig ha' rodet tusinde gange mere i det og derfor er jeg heller ikke politiker, men åååh altså, at se Løkke stå der sammen med de største verdensherskere, som besidder retorik og forstand i imponerende grad, ja det var da krumme-tæer-agtigt! Løkke virker som en hyggelig bamsefar, men...bare fordi man er hyggelig, behøver man jo ikke være skideklog og i stand til at være med til at styre så stort et projekt det er at redde verden. Og når det så er sagt, så håber jeg at alle involverede får sovet ud i de næste par dage...og får masser af kærlighed af dem der holder af dem!

Man skal aldrig dyrke sport - for det kan man komme til skade af!

Og man skal aldrig følge gamle damer over vejen - for de kunne jo stjæle ens taske og stikke af!

Og noget nyt har jeg så lært i går: man skal ihvertfald ALDRIG spise økologiske wienerpølser af et mærke jeg ikke kan huske hvad hedder nu!!! Stod til midnat i går og bagte pølsehorn for at ha' noget klogt til madpakken. Gramhamsmel og hørfrø - sund dej, æltet med kærlighed! Økopølser uden nitrit og kulør og alt det der - og udvundet af ægte gris, DET lyder da godt og rent! Men næ, dér knækkede filmen!
For fy for pyffer! De smagte simpelthen så ilde og jeg tjekkede emballagen hele to gange om de var for gamle, for sådan smagte de. En blanding af død og dårlig gris, sur karklud og nelliker. Så nu har jeg altså erfaret, at ikke alt vi køber behøver at være økologisk! Fremover skal wienerpølserne bestå af nitrit, tvivlsomt kød, farvestoffer, sulfitter, hydrolyserede planteproteiner og hele molletjavsen! Uuuhhhmmm, udefinérbart kød - lækkert...

Normalt har jeg nogle hundreder hits pr dag på min blog. Men hvad skete der så lige, da jeg skrev et indlæg om hæmorider? Ja, så fik jeg 1943 hits! Det gi'r jo ingen mening - Er det virkelig det folk helst vil læse om??? Man undres altså en anelse her i det vestjyske...

Misforstå mig ej, for jeg er utroligt begejstret over at være gravid!!! Det er en gave og S og jeg har været heldige med, at det er gået nemt for sig! Og når jeg brokker mig over graviditeten, så er det ikke fordi jeg er et utaknemmeligt skarn, det er bare fordi, at nogle gange føles det skønt, at lege en sur og gammel mand!

Og når det så er sagt, så er det jeg også si'r:
Meget kan jeg gå med til! Det er fair nok med blødende tandkød! De hævede ankler! De kodylt ømme bryster! Ligustersmerterne! Hårtabet! Råmælkspjaskeri! Hormonhysteriet! Kvalme! Den dårlige hud! Plukveer! Strækmærker! Den såkaldte vanddragt! Den konstante tissetrang! Benkramperne! De mange mange ekstra kg! Osv. Osv. Osv.

Men så er det lige jeg spø'r: What the f... is up with the hæmoride-part? Hvorfor er der ikke nogen, som har fortalt mig om den side af graviditeten? Og kom nu ikke - alle jeg derude der har været igennem en graviditet, og sig, at sådan nogle krapyler har I ikke haft...for det har I jo! 3 ud af 4 gravide får sådan en gang bøvl. Hvis jeg havde vist det på forhånd, havde jeg altså råbt helle for at være den 1 ud af 4, som gik fri. Det har gået mig på, at man lige pludselig skulle forholde sig til sådan noget klammo noget! Men nu har jeg så overskud til at nævne det, fordi jeg vha et wundermittel er sluppet af med, lad mig kalde den "situationen".

Men helt ærligt! Det er da nuts, hvad kvindekroppen går igennem på så kort tid - hver uge er der en ny graviditetsskavank. Findes der en lignende situation mænd kan komme i?
Jeg havde engang en gymnasiekæreste, som mente at kvinder ikke skulle brokke sig over at ha' menstruation, fordi mænd havde noget helt tilsvarende at bøvle med!
- Hvad er det? Spurgte jeg ham.
- Jamen, hver gang man er i bad efter håndbold, så gemmer de andre jo ens underbukser.
- What? Det er jo ikke det samme!
- Det er da NØJAGTIGT det samme! Og det er oven i købet FIRE gange om måneden!!!
Tro mig, manden havde ikke humor, så det var ikke noget han sagde for sjov! Han er gift og har tre børn i dag og har sikkert fået andet at bekymre sig om end gemte underbenklæder...
Ligesom jeg pludselig har overskud til at bekymre mig om vores klima og min mor, fordi jeg er kommet mig over den næsten unævnelige situation forneden...ak ja, hvor bliver ens egen verden dog lille og navlebeskuende når fysikken driller og det er mørkt og koldt udenfor...eller måske jeg kun bør tale for mig selv? 


PS: Og nej, der hører IKKE et billede med til dette indlæg!!!

Mine forældre har aldrig fået hængt en toiletpapirsholder op i badeværelset. Toiletpapiret har altid bare lagt oven på radiatoren, der hænger lige ved siden af toilettet. Det betyder at man kan nyde den ekstreme luksus det er, at bruge opvarmet toiletpapir, hvilket jeg helt klart finder en sand nydelse i! Men nu slår det mig, at til trods for, at det er dejligt at være hjemme på besøg i min moders havn eller favn eller hvad det nu hedder, så ærgrer det mig, at mens jeg sidder her og benytter energiopvarmet toiletpapir, så ville jeg gerne ha' været på de fredelige barrikader i København. Jeg bli'r simpelthen så rørt, når jeg ser hvordan folk står sammen på tværs af nationer og kulturer og går i samlet trop for at råbe dem i jakkesæt op. Jeg elsker fællesfølelse og fællesoverbevisning og fællesskab. Og jeg vil gerne gøre noget mere end bare at slukke lyset efter mig og tage kortere bade... Jeg må købe mig noget CO2-kvote-værk!
Det ka' du også gøre her
Og fordi det er jul og der er økonomisk lavvande, så bli'r det desværre, for mit vedkommende, kun til en til 150,-. Men lidt har også ret og mange bække små...skaber en grønnere verden. Og fremover når jeg har nogle skejser i overskud, så vil jeg købe CO2-kvoter istedet for kage!

Så tror jeg da nok lige, at det er på tide at nedenstående nissekræ skal afløses af nyt indlæg.
Og hvad er der sket siden sidst? Jeg har haft to-døgnsinfluenza, hvor jeg fik alt hvad jeg spiste at se igen. Heja jeg har kastet op så englene sang...grimt og falsk - vel at mærke!

Kom til hægterne og smuttede så til julefrokost med Elvis-tema, hvor Kongens syge syge SYGE madopskrifter blev prøvet af: Marshmellowfarseret kylling, colamarineret skinke, skumfidussalat, ostekartoffelmos og -den kulinariske og faktisk ganske velsmagende delikatesse: ristet sandwich med peanutbutter, bacon, banan og honning. Lyder sygt! Er det også! Men smagte fortrindelig! Og alligevel skal jeg nok aldrig ha' det igen.
Gik i sukkerchok oven på den middag og det lille kræ inde i maven jazzede helt ud og sprællede løs. Åh, dårlig fødevareindtagssamvittighed! Har spist bekymrende sundt lige siden.

Og så tog S og jeg i biffen forleden og så Paranormal Activity. Sad der i mørket sammen med 30 vestjyske teenagedrenge, som havde en kommentar til ALT hvad der foregik i den film. Hvad hulen er der blevet af god biografpli? For eksempel kunne et stk teenager jo ikke engang rejse sig diskret op og gå ud uden at kammeraterne fik råbt gennem salen: Hva' så Kenneth, din feije bånderøv - er det for uhyggeligt for dar´?
Og der sad S og jeg og følte os 100 år gamle og lod os forarge over ungdommen nu til dags, der ikke formår at holde kaje i 1 time og 26 min, tage fødderne ned fra sæderne og lukke munden når de æder popcorn.
Og filmen var ikke synderlig god, men gav mig da alligevel sure opstød af skræk et par gange.

Og i går besøgte vi et par, som vi er ved at blive gode venner med. S har, i sine unge dage, gået i parallelklasse med den mandlige del af parret og en dag mødte vi dem i Netto og aftalte at drikke en kop-tår-kaf sammen. Og det gjorde vi så og det var en succes og vi har set hinanden et par gange siden. Tænk at det er lykkedes os! Vi har fået venner! I det vestjyske!!??!? Jeg troede aldrig det ville ske. Jeg havde givet op! Og så dumper der en gave ned fra himlen i form af to rigtig rare mennesker. Iiiih, så blev det alligevel jul i år...

Jeg har fået de nedre regioner scannet! Og alt er i skønneste orden. Og man bli´r ærlig talt helt forældrestolt, når jordemoderen printer nogle ekstra billeder ud, for at bruge dem i sin undervisning af nye jordemødre. For min fotogene datter formåede at kunne vise nogle hjertekamre på pragteksemplar-niveau. Go' pige! Og ja, det ER en fotomontage - I julens anledning har jeg givet hende en hue på hovedet, så det er nemmere at orientere sig i al den sort-hvide-livmoder-grums! Og nej, jeg er ikke typen, der ville gi' min chihuahua tøj på! Har heldigvis heller ikke en!

Og så er jeg begyndt at kunne mærke hende sprælle...pludselig bliver det hele lidt mere virkeligt og dejligt:o)

Så kommer der lige en update på huskøbsfronten: Vi var jo ude for at se på dét dér hus . Og det var et dejligt et af slagsen! Og rumfordelingen var lige som den skulle være - og ejermanden havde dæleme givet den gas, med tændte stearinlys og en usandsynlig velduftende and i ovnen. Jeg var mest fokuseret på anden. Havde bare lyst til at købe huset på stedet, for at ku' få lov til at kaste den ovnstegte and lige i gabet...ååååh, gylden og sprød på et leje af svesker og æbler og med en duft så det ruskede i min gravide krop!
Nå, okay- det var jo så ikke anden vi kom efter! Perfekt hus, kæmpestort, tæt på vand, skov og midtby og til nærmest ingen penge...ikke een finger at sætte på det...altså lige udover at det var revnet midt over. Bogstaveligt talt! Og så begyndte vi at få grå hår! For godt nok var revnerne i huset ikke længere aktive, men ingen fagmand ville kunne give os garanti for at det hele ikke lige pludselig ville styrte helt sammen. Men vi ville ku' få hele baduljen for 900.000 rigsdaler. Gud det' billigt! Og vi overvejede og overvejede...
Og så får jeg en opringning fra min kollegas mand, der havde været til middag hos nogle venner og tilfældigt var faldet i snak med den mand, der havde udført undersøgelser af husets undergrund, for at finde kilden til alle de hersens revner. Og han sagde at vi skulle holde os langt langt væk fra det køb, for det var bare et spørgsmål om tid, før huset gik helt i smadder, da det var bygget på løs muld og opfyld.
Så, dér blev den sag lukket!

Og så var vi ude for at se på endnu et hus her forleden. Vi kom lidt før ejendomsmægleren og tjekkede haven og området ud imens. For sæuern da! Huset viste sig at ligge op ad den lokale narkobule med dertilhørende kunder og kanyler (vi så ikke nogen kanyler- synes bare lige det klingede godt med ordet kunder). Baghaven var fyldt op med skrald, tomme dåseøl og nedbrændte olietønder - lige et sted for ungerne at lege! Nej tak - og da ihvertfald nej tak, da huset oven i hatten osede af dårligt karma, bad vibes og gamle døde mennesker -og oveni skulle alle 250 m2 lige sættes i stand...

Så nu venter vi atter på at der kommer noget vi kan bruge - men hold da op, hvor står det bare sløvt til med udbuddet...

Når man sender sin bil til servicesyn fordi det knirker underlig fra speederen og bremsen når man træder på dem...så kan det godt være værd, at tjekke om lyden bare skyldes ens nye vinterstøvler der gi'r sig i læderet, når man bevæger foden. Tjekker man lige det, behøver man nemlig ikke stå tilbage og føle sig morderlig tumpet!

Jeg hænger med næbbet! Tror vi er helt oppe at tale om et næb i Vesta-vindmøllevinge-størrelsen. Kan ikke finde ud af om det er mit gamle utilfredse jeg eller om det bare er graviditetshormoner der raserer min indre feng shui?
Kan ikke græde, men føler hele tiden den der prikken lige bag øjnene - enten som om at man skal til at nyse eller som om man skal til at tude sig selv i smadder.
Har haft ganske stille og rolig uge - men har haft sære tanker på arbejdet om "hvad sker der mon, hvis jeg drikker den her dunk med kemikalieaffald?" eller "Hvad nu hvis jeg, bare for sjov, smadrede den her 1500 år gamle museumsgenstand til ukendelighed??", "hvordan ville kollegaerne reagere hvis jeg klippede al mit hår af og rendte splitternøgen igennem værkstedet?", "Hvor langt kommer jeg hvis jeg prøver at køre bilen hjem med lukkede øjne?" og så videre og så videre...
At jeg ikke har gjort noget af det vidner jo heldigvis om at jeg er normal og godt kan styre mig selv og forhindre at jeg gør noget åndssvagt.
Men der er fart på oppe i hovedet: Hvad nu hvis jeg bare slet ikke kan finde ud af at være mor? Hvad hvis jeg ikke har omsorg nok i mig? Hvad hvis S pludselig skulle stikke af? Hvad hvis jeg gør? Hvor mange år lever min mor endnu? Hvor mange af mine venner ryger efter at vi er flyttet? Bør jeg få tjekket det modermærke jeg har på ryggen? Hvad er meningen med livet og alt det der?

Tror jeg smutter ud i verden og køber mig en kanelsnegl...

I går havde jeg hyggelig dag på landet. Trine og Trines bonusmor havde arrangeret en god sydag. Er blevet kickstartet på håndarbejdsfronten, så nu fyger det forhåbentlig snart med kreaprojekter fra min hånd igen.

Fik dog ikke lavet så meget creative-stuff på selve dagen, men fik snakket dejligt med Trine og Pia Louise - endnu et møde med en sød blogger. Hvor er det rart som dette bloggeri pludselig har ført til socialt samvær ude i virkeligheden! I love it (skal siges på Ole H-måden).
Og jeg fik lavet mig en dims til at fremhæve at jeg er med rogn. Sådan et bette elastikbånd til at sætte lige under barmen. Det skaber lidt facon midt i al det gravide og så er det både feminint og nuttet - to ord jeg vist ellers aldrig har været i nærheden af...
Ville egentlig ha' lagt et billede af den i brug ud, men synes min barm dominerede billedet så voldsomt, at jeg skulle skamme mig. Så her kommer en flad bord-version og et detaljefoto istedet.
En god og inspirerende dag - og så gjorde det næsten heller ikke noget, at jeg på en eller anden måde formåede at sige, at værtindens asiatiske nudelsalat smagte som at gi' en kineser et blowjob. Det er meget meget vigtigt, at jeg snart lærer at tænke før jeg taler og holde hvad jeg synes er sjovt for mig selv - specielt når jeg er ude blandt folk, der ikke kender mig i forvejen!

Sad i toget i dag og overhørte to teenagepiger tale sammen:
Den ene: Jeg har ikke særlig megen piratviden!
Den anden: Parat
Den ene: Hva'?
Den anden: Paratviden!
Den ene: Ja, jeg har ikke særlig megen piratviden
Den anden: Det hedder paratviden!
Den ene: Hvad?
Den anden: PARATviden!!!
Den ene: Nå...

Jeg er ligeglad, i min verden hedder det helt klart piratviden fra nu af!!!

Gravide eller har-været-gravide - jeg har brug for erfaringer og beroligende ord! Jeg har altid haft en gevaldig stor hårmanke, men i de sidste par måneder er det som om jeg er ved at blive lidt "tynd i toppen". Godt nok har jeg en skidt vane på arbejde med at holde mit pandehår oppe med et stykke malertape og når jeg ta'r det af, ryger der jo altid lige et par hår med. Men jeg har jo ikke brugt mere malertape siden jeg blev gravid end jeg plejer!!! Og nu er det altså som om at hovedbunden titter lidt frem. Er det normalt? Får jeg mit hår tilbage???

Hva' snefen? ER det Rene Dif eller er det mig? Nej, det må være Hr. Dif - for han har jo langt mere hår på hovedet! Øv!

Vi skal ud at se på hus på tirsdag. Det er tudsegrimt! Nærmest sådan et hus, hvor man bliver lidt småulykkelig blot ved synet. Et-plans, grimme gule mursten og et udslidt eternittag. Og så er det bogstaveligt talt revnet to steder på midten fordi huset ligger oven på en gammel sammenstyrtet kloak, hvilket har givet nogle seriøse sætningsrevner.

Hold jer da lige fra det, vil I ikke nok? Tænker I nok, men...men men - for et men er der jo! Beliggenheden er i top! I roligt villakvarter med 5 minutters gang til vandet, til skoven og til indre by. Og så er det kæmpestort og tegnet af en klog arkitekt i 50'erne. Jeg har aldrig set så snedig en grundplan. Perfekt familiehus! Og prisen! Hold nu op, det er en billig hytte! Hør mig lige sige 1,1 bouillon! Det er billigt...men der er jo selvfølgelig også lige de dér revner der...Vi må se hvor alvorligt det er - pt er der en sag i gang med kommunen ang. erstatning.

Men nu er jeg altså blev helt, undskyld mig, hus-liderlig igen. Min krop og mit sind kræver egen matrikel og murværk NU!
Og så kan man jo altid pakke de gule mursten ind i efeu og bonderoser og smække et nyt tag på - Og til revnerne køber man bemærkelsesværdig store mængder Put-i-hulla...det som fagmænd fejlagtigt kalder Polyfilla!
Nå, men der kommer en bolig-update efter tirsdag...

Sidder på en café i Århus og slår tiden ihjel indtil mit tog til det vestjyske går. Har haft god weekend med tre gamle veninder. Vi kender hinanden fra børnehaven og folkeskolen og det er altså en gave at ha' veninder som man har kendt stort set hele sit liv. Man føler ikke man jokker i spinaten, for de ved, at dét der blev sagt forkert var ment på en anden måde. Man behøver ikke at forklare hvorfor man tuder når bestemte emner bliver talt igennem - for de kender allerede grunden til ens reaktion. Der er ikke så megen forklaren og fortællen - det er bare afslappende og naturligt, trygt og meget hjemligt.
Og det er sjovt som man sidder der og synes det just var i går at man rendte rundt sammen med mælketænderne dinglende i mundvigen og lavede uro i børnehaven. Så sidder vi pludselig dér i et rigtigt hus med udvidet rørskadeforsikring, med bryster og hofter, tre mødre og een in spe. Spiser voksenmad og taler om voksenting. Om forhold, arbejde, børneopdragelse, frustrationer, sexliv og livets alvor...Meget voksent lige pludseligt! Troede ellers jeg blev voksen den dag Patrick Swayze døde...

Når jeg kommer hjem fra arbejde spiser jeg en bunke foder for derefter at sove på sofaen, vågne op, børste tænder og sove videre til næste dag. Kan ikke holde mig vågen til noget som helst - heller ikke til at blogge, derfor står det så grumme sløvt til med skriveriet. Og alle jeres rare kommentarer har jeg heller ikke fået svaret på...men jeg er dog vågen nok til at sætte gevaldig stor pris på dem! Jeg sover mig igennem dagene, men har i dag købt et ordentlig bjerg jerntllskud og glæder mig til effekten af at indtage det - Har store forventninger til at det gi'r mig krudt i enden og overskud i enormt lange baner, for jeg har jo en masse jeg gerne vil skrive om, det ender bare hver gang med at jeg falder i søvn over min Mac og savler ned i tastaturet...Zzz...zzz...ZZZZzzz

Jeg græder jo over alt - overalt! Hvorfor er det så, at efter jeg er blevet gravid, fuldstændig har mistet evnen til at tude over "Sporløs"? 

Når jeg ser mine medsøstre hækle, så bli'r jeg så misundelig på, at nogen bare kan finde ud af det der! Trine og Britta har jeg længe beundret for at lave sådan nogle flotte ting. Og de inspirerede mig da også til at investere i en favnfuld hæklegrej.
Men dét dér med at hækle, ik'? Jeg vil så gerne og jeg HAR virkelig prøvet, men jeg må indse, at jeg er ikke Einstein i garnformat! Forsøgte forleden og endte med at stirre på sådan en dims her:

Mig: Se!
Mitandetjeg: Ja, hvad er så det?
Mig: Det er jo...der er...den er blå!
Mitandetjeg: Okay, fint - men hvad skal den bruges til?
Mig: Ja og så er det jo sjovt at hækle!
Mitandetjeg: Jaja, men hvad er det du har lavet?
Mig: Nå det...det er...prøv at se, er det ikke forunderligt, som man kan vikle garn sammen og pludselig har man et færdighæklet produkt?
Mitandetjeg: Jo ganske forunderligt, men hold nu op! Sig hvad det er?
Mig: HOLD NU K..., det ved jeg jo ikke, vel! Jeg har fulgt tre forskellige hækleinstruktionsvideoer på youtube og bladret i en masse hæklebøger!!! Jeg ved ikke hvad det er, okay! Det var hvad der kom ud af det!

S træder pludselig til: Næææ, se, du har lavet en agernhat!

Mig: Tak min skat! Det er jo lige netop det jeg har! En agernhat - selvfølgelig!

Og så fik jeg da blod på tanden:

Så jeg freestylede og fik lavet en olivenske af uld!

Nej okay...jeg har indset det: der må være andre hobby'er derude, som jeg er bedre til... Jeg bøjer mig i støvet og overlader hæklenålene til dem der kan!

Jeg er blevet tagget af AB . Skulle finde 10 ting i husstanden der var lyserøde - og jeg tror da nok lige at jeg skulle hilse og sige, at det var nok den sværeste farve i hele verden at skulle diske op med. Jeg er jo ikke særlig lun på pink og be'r til, at min kommende datter hellere vil ty til rød og lilla, som jeg synes er prægtige "tøsefarver".
Lyserød var svær, men det lykkedes og sådan ser det ud:

- Et 7 år gammelt Woman, der har overlevet fordi det indeholder en artikel om S
- En bog om Harpo Marx
- En engangskarklud
- En æbledeler
- En skuresvamp
- En fyrfadslysdims
- En håndfuld radiser
- En DVD-film med Peter Sellers
- En smoothie
- En bog om Marilyn Monroe

Og ud fra det, kan man konkludere at 90% af alle mine ejendele, der er lyserøde, har samme kendeord.

Jeg tagger videre til Julie . Hun bor i sådan et kulørfuldt hjem - så gad vide om det kunne være en udfordring at finde noget i SORT...

Hvis man havde spurgt mig i morges, hvad jeg skulle bruge min søndag på, så havde jeg svaret: vaske tøj, splatte ud på sofaen og se ligegyldigt tv...jeg havde da ikke troet at jeg pludselig ville hænge heroppe:

Har været i noller humør i de sidste par dage (pga det sædvanlige her i det vestjyske!), men se nu lige der: så fik S mig op at hænge 420 meter oppe i luften og adrenalinen fyldte mit korpus til randen og jeg landede nærmest lykkelig på jorden igen. Hurra for hanggliding og gode kærester!

...sig det ikke til nogen, men jeg er alene på job og jeg laver ikke en bjælde. Skiftevis sover jeg på chefens sofa, plyndrer køleskabet, hænger ud på nettet og går på toilettet for åben dør. Okay så da...jeg går lige ud i værkstedet og sætter noget malertape på nogle gamle potteskår, men SÅ har jeg da vist også gjort rigeligt i dag!

Jeg kan slet ikke vente til vores datter bli'r stor nok, til at vi kan lave den her på hende:

Arj, eller...er jeg helt vildt pædagogisk ukorrekt når nu jeg synes det er sjovt? Ondt og hjerteskærende, javist! Men altså også lidt skægt. Og jeg skal naturligvis også lige sige, at jeg nok skal sørge for, at vores barn får en karamelflan i sidste ende!

Når nu min svigermutter sender tillykke-med-graviditeten-blomster, er det så ikke helt rimeligt, at jeg føler det som noget af et pres, at kortet er stilet til S, mig og "STORESØSTER"?

Øjøj, vi skal ha' en pige om et helt halvt år og svigermor tænker allerede i barn nr. 2-baner...

Helt tilbage til dengang, hvor der gik dinosaurusser på vor jord skrev Trine et indlæg på sin blog, hvor hun skænkede mig "The Awesome Award". Når een som Trine, som skriver så fabelagtigt, ekspederer sådan en pris videre til mig, så bliver jeg altså rørt! Tak! Men fy mig, hvor har jeg syltet længe at få skrevet 10 ting om mig selv, som reglerne siger man skal, før man sender prisen videre. Men vejen har været brolagt med opkast og andre graviditetsuroligheder. Men nu ryger awardstafetten videre - og det bliver til Leoparddrengen - den uhyre flittigbloggende underholdende ordgøgler.


10 ting om mig fra den hemmelige diverseskuffe.

1.
Når jeg hænger med næbbet og synes at livet er noller, så har jeg en fæl vane med at gå ind på www.mydeathspace.com og læse om folk (med myspaceprofiler), der har mistet livet på mere eller mindre grotesk vis. Så tjekker jeg dernæst deres profiler og ser alle deres nære og kære, som skriver hilsener til afdøde. Og så sidder jeg og søber i hvor trist det hele er, hvorefter min egen situation ikke ser så rådden ud længere. Jeg ved at det er en syg måde at få det bedre på...men jeg er et sygt menneske!

2.
Jeg spiser gerne en liter is eller to til aftensmad når S er på arbejde.

3.
Efter min far pludselig døde og min mor fik en blødning i hjernen har jeg fået den største frygt for at der sker noget med dem jeg elsker og holder af. Kan jeg ikke få fat på min mor inden for en time, panikker jeg ved tanken om, at der er sket hende noget. Bliver S forsinket er jeg bange for at han er ved at få tæv af nogle bøller eller er kørt galt. Og når der er skyderi på Nørrebro, bliver jeg bange for at min bror, hans kone og tre børn er kommet noget til.

4.
Ville ønske jeg havde været starlet i 30'ernes Hollywood.

5.
Har været fælt kreativ og har syet, slået søm i, strikket, klippet, klistret, skrevet og kokkereret, men det er alt sammen gået i stå. Savner mit gamle kreative jeg!

6.
Kan huske stort set alle replikker fra Beverly Hills 90210, men husker ikke hvad jeg har lært i skolen.

7.
Synes det er vulgært og grimt at gøre "skråt op", men det giver mig stor tilfredsstillelse at gi' en medbillist fingeren, hvis vedkommende har kørt elendigt i trafikken. Men vedkommende får det aldrig at se, for jeg gør det altid i det skjulte nede ved gearstangen eller ved gulvmåtten og KUN når jeg er alene i bilen!

8.
Er på et personligt plan, så rasende gal på en kendt person, at jeg fryder mig når der står noget skidt om vedkommende på forsiden af de kulørte blade!

9.
Kunne leve af Manchego og Lidl's peberkornsbrie resten af livet.

10.
Da Robert Downey Jr. sad i fængsel skrev jeg et langt fanbrev til ham, hvori jeg blandt andet gav ham en irriterende moderlig opsang om stoffer.

Jeeeesus Christ!!! Som min broder sagde i telefonen forleden: "Hvorfor skal det altid være så action-pakket med dig, hvorfor kan det ikke bare gå helt normalt og stille og roligt for sig?". Jeg ved det ikke. Men jeg skal i ny og næ ha' nogle gok i nødden, for blot at opleve at alt ender godt.
Men sagen har så været den, at jeg i denne uge fik foretaget en moderkagebiopsi, fordi jeg havde dårlig odds mht. til at få et barn med Down syndrom. Det har givet søvnløse nætter og en forvandling af mig til en grøntsag på sofaen. En sort gryde tilsat min passive grøntsagskrop og al min gråd ville have kunne gi' verdens største portion letsaltede minestrone!
Men i dag fik vi så svar fra sygehuset og alt er fint og vi skal ha' en pige med kromosomer i den helt rette mængde.

Jeg er glad og i dag er verdens fineste dag med masser af sol og en vestjysk luft så frisk at det rusker i lungerne!

Og så skulle jeg da lige ha' mig en ansigtsbehandling. Det sker måske 1 gang hvert andet år, men nu skulle der ske noget forkælelse. Og så ligger man der på en briks og får at vide, at man har overskæg? WHAT??? Overskæg??? Jeg er gennemblond, så vi taler ikke stort Groucho Marx-skæg (så havde jeg nok også opdaget det). Men dun på overlæben, som kosmetologen fik mig overbevist om næsten nåede ned til mine knæhaser.
Så jeg har haft min voks-skægget-af-debut og sidder nu tilbage med et hævet stykke kød mellem overlæbe og næse a la Anni Fønsby. Og jeg si'r jer, det er en flaming and burning sensation!

Og faktisk virker ovenstående så umådelig ligegyldigt taget i betragtning af hvad der yderligere er foregået i dag, men det beretter jeg om efter fredag...

Arj hør nu lige engang, hvem har googlet sig frem til min blog ved at søge på "bryster og noget klamt"???

Novra, hvor har jeg dog været dum og naiv! Hvorfor har jeg altid troet, at graviditet var en sand lykketilstand? Tænk at kvinder har kunne gennemgå graviditeter lige siden vi var aber...eller siden Adam og Eva, hvis man tror på dén røverhistorie. Tænk at de første kvinder på jord ikke har advaret deres døtre om, at dét dér med at blive gravid, det skal man holde sig fra, for det kan man blive herresyg af!
Misforstå mig ej, for jeg er ovenud begejstret for at være gravid, men det er jo dæleme også en tilstand af ét stort fysisk kaos af opkast, ubehag, kvalme, forstoppelse, udmattethed, galoperende puls og ligamentsmerter, som S fejlagtigt har kaldt ligustersmerter et par gange...men vi taler jo også om manden, der kom til at kalde en tsunami for en tiramisu...jaaa flodbølger af mascarponeost og ladyfingers....uuuh, kage? Ku' jeg egentlig godt ha' nu!!!
Men altså, hold da op, jeg har haft det noget så ilde, men heldigvis er det som om det hele begynder at lette nu. Tilbage er kun aftenkvalme og en ubeskrivelig træthed, der sender mig i seng klokken halvni om aftenen.
Så dét dér med at blogge, det gik ligesom helt i stå, til trods for at jeg brændte inde med en masse ord. Men nu føler jeg, at jeg langsomt vender tilbage til civilisationen og Blogland...

Jeg kan ikke lade være med at studse over de her to annoncer fra lokalavisen. Man ser tit dem, der frabeder sig opmærksomhed på en eller anden bestemt dag, men hvad sker der lige for de her to mennesker: De frabeder sig simpelthen bare al opmærksomhed! Sådan generelt? Hvordan skal det forstås? Er det en eller anden måde at melde sig ud af samfundet på? Hvis du møder mig på min vej, så lad som om jeg ikke eksisterer???

Uuuuh, det går da slet ikke det her. Her til aften har jeg på Dr2, set Camilla Plum skære halen af en ret død gris - og SÅ vommiterede jeg! Igen! Er sindssyg sulten, men kaster alt op jeg indtager. Kan slet ikke komme i tanke om noget, der kan gøre godt i min krop, uden at jeg kaster op ved bare tanken om, at det skal passere min drøbel.
Min veninde har læst, at hvis man har topmeget kvalme, så er det fordi man får et intelligent barn(!). Hvad mener de hvidkitlede kloge egentlig med sådan en påstand? Får man kvalme af at producere skidegode hjerneceller eller hvad?
Vil naturligvis gerne ha' et stk klogt barn, så kan ungen også selv udtænke et hejsesystem, til at holde øjenlågene oppe. S mener, hvad der jo egentlig nok er sandt, at vi skal forvente dobbelt-op på tunge øjenlåg. For det har han og det har jeg og sammen driver vi det vidt i form af et elskeligt lille barn med de mest kødfyldte øjenlåg i hele EU!
Men altså, det kan godt være at jeg går og brækker mig, men jeg glæder mig dæleme til at se hvad der kommer ud - altså ikke nu, men til foråret!!!

 Jeg ved det, det er et herredårligt uskarpt billede, men prøv I lige at skulle stå på spionagtig manér og blitze en hel forhave op i buldermørke uden at blive opdaget!
Men se nu lige engang! Det virker jo ganske som om, at mine to grimme padder er blevet vel adopteret af den gamle elskelige dame...som så har vist sig slet ikke at være en sådan.
Skuffelse! Jeg har googlet beboeren i huset og det viser sig, at det er en midaldrende herre, der er tillidsrepræsentant på et slagteri. Det ligger forskrækkeligt langt fra den 80-årige dame med hang til nips og cerutter, som jeg havde dannet mig et billede af.
Hmmm...nå, men padderne står der endnu, den ene endda stadig med en våd papirshat på hovedet.
Men han har flyttet på dem, en tillidsmand kan jo ikke ha' sådan paddeknalderi stående, så nu står de der næb til næb (eller hvad har skildpadder egentlig?). Ta' det som en opfordring fra en fremmed midaldrende fyr fra det vestjyske: Less fornication og meget mere LOOOOOVE...

Hvorfor sender min krop så klamme fodrings-signaler? Graviditeten i foråret, der dog gik galt, virkede trods alt sundere i starten, for der ville jeg kun have groft rugbrød, fisk og vand. Det eneste min krop kræver nu er kakaomælk, smør og ostepops... Jeg kan jo så lige hilse og sige fra mig selv, at det ikke er en kombi, der giver smuk og sund hud...

Blev forresten scannet i går. Og man må sige, at min læge har været herredårlig til at sjusse min termin. For jeg er kun 9 uger henne- istedet for 12...

Men 9 har også ret! Gravid er gravid! Hell yeah!!!

Efteråret minder mig om min fars begravelse. Det er seks år siden, at han pludselig og fuldstændig uventet faldt om. Han var et prægtig menneske og blandt andet en filmentusiast af dimensioner. Min bror og jeg voksede op med at se alle de gamle klassikere af Truffaut, Roeg, Tati, Fellini, Bergmann, Dreyer, Menzel, Forman osv.
Jeg er ham blandt andet meget taknemmelig for, at ha' ført mig gennem store dele af filmens verden. Jeg savner og mangler ham og en eller anden dag får jeg måske skrevet rigtigt om ham. Jeg har prøvet, men det lykkedes ikke rigtig for mig. Jeg vil vist ikke andet med det her indlæg, end at lægge et filmklip på bloggen. Der er intet der kan få mig til at tude så meget som filmen "Cinema Paradiso". Det var vores "familiefilm". Og at se Jacques Perrin sidde der i biografen med sit store grå hår og ligne min far gør mig både lykkelig og ulykkelig på en og samme tid...

-Og har man ikke set filmen, så se at kom igang...Så gi'r det også bedre mening hvorfor de allesammen kissemisser så meget. Og er man blind - så "se" den for musikkens skyld...

Hvor er jeg bare rørt og glad for alle jeres tillykke-kommentarer. Den her blog gør altså at jeg føler mig knapt så alene og nærmest uden venner her i det vestjyske. Tak I, oh næsten fremmede mennesker- jeg holder ganske meget af jer!!!

Og så går det stadig lidt sløvt med skriveriet. Er fysisk til rotterne. S kalder mig en "opvisning i ubehag". Forsøger at slæbe mig hen til padde-forhaven i dag for at tage et billede - for jo jo, der er skam pludselig kommet en lille opdate i den sag...

Jo jo, der er skam en virkelig fin grund til, at jeg ikke har været så skriveaktiv her på det sidste...
Der var jo en grund til at jeg pludselig fik kæmpebryster. Og der var da også en grund til at jeg bare SKULLE ha' en kæmpe steak .
Ligesom der også er en grund til, at jeg ikke kan køre mine 45 km hjem fra arbejde, uden at lade alle kollegaerne tage hjem kl 16, for derefter at snige mig ind på sofaen på chefens kontor og sove en halv times tid. Og så er der da også en grund til at tsunamier af opkast kommer rullende dag for dag...

For jeg er jo simpelthen bare blevet SÅ enormt gravid! Ja! Indrømmet, jeg har haft sex før ægteskabet og S og jeg skal ha' en prægtig lille bastardunge!
Og det er dejligt!
Og jeg er glad!
Og jeg er lige omkring 3 måneder henne!
Prøv lige at spørg, om jeg ikke bare synes det er sindssygt spændende!!!

I weekenden skal jeg til latino-tema-fest. Jeg skal være klædt ud, men aner ikke som hvad. S har ladet skægget stå et par uger, blot for at kunne barbere sig og efterlade et kæmpe overskæg. Han skal være mexikansk hestetyv. Vi har pønset på om jeg skulle klæde mig ud som hest, men det er jo ikke så smadderlatino at være hest...

Hvis jeg kunne lade mine øjenbryn gro og vokse sammen, så kunne jeg klæde mig ud som Frida Kahlo? Eller stoppe min numse ud med avispapir (og sprit) og være J-lo? Hvem har vi ellers af lationer? Hvad hedder ham den lille buttede argentinske fodboldspiller, der er på stoffer? Kan man klæde sig ud som Evita Peron? Jeg er helt blank... Nogle idéer? Anyone?

- nej, det skal ikke handle om svigermor nu! (arj, var den lige streng nok?)

Men altså, man er vel bare en sund jysk pige fra jylland, som trænger til nogle animalske proteiner i ny og næ. Derfor smuttede S og jeg ud for at spise i går. Det er nu 24 timer siden og jeg lider stadig.
Spiste en steak på størrelse med en mandefod str. 46 og det endte i et besynderligt scenarie, hvor jeg fik åndenød, begyndte at hyperventilere og ryste over hele kroppen. Proteinchok, kødchok, kogalskab - kær tilstand har mange navne.
Pludselig forstår jeg hvad det er, vegetarer har gang i. Det er jo kloge kloge mennesker, som ikke forurener deres tempel med dyriske muskelklumper.
Men hold da op, hvor smagte det godt...og så må man jo også bøde for den gastronomiske sjov man har haft...

Øjøjøj, så forsvandt jeg lige for en længere stund. Nu er jeg tilbaus efter en forrygende Tønder Festival i Tønder(!). Var medarbejder i år og har simpelthen omgivet mig med SÅ rare mennesker. Og selvom jeg nu sidder her i sofaen med min Mac i skødet og en Ben&Jerrysbøtte balancerende på tastaturet og er SÅ gennemsmadret og træt, så var denne omgivelse af gode og rare mennesker en prægtig mental - og social saltvandsindsprøjtning.
Så jeg føler mig glad og tilfreds (hmm...vist et uhyre sjældent udbrud her på min blog!!!).
I morgen, når jeg har fået sovet ud, er jeg sikkert den gode gamle sure mand igen, der smadrer gamle damers forhaver og vrisser over mine medborgere...

Jeg har fortalt S om eksistensen af min blog. Jeg var lidt klam ved at gøre det, for jeg skamroser ikke just hans fødeby, som vi jo nu bor i. Men samtidig synes jeg også, at det var noget underligt noget at skjule. Og hvad til efteråret, når jeg skal mødes med en bunke blogvenner? "Hej hej skat, jeg smutter lige til en anden by og laver...øhmmm...ik noget...kigger bare lidt og ser hvad der sker der og besøger evt nogle fremmede mennesker, kommer nok først hjem i morgen".
Hans reaktion på alle mine vestjyske brokkerier var: "Skal vi ikke bare droppe alt det med huskøb og job og tage ud i verden og opleve en masse?".
Det gør vi jo så måske ikke lige nu, men jeg råelsker ham for at foreslå det!

Forleden aften sendte jeg Julie en sms, der gik på, at jeg havde min tvivl om det mon var mærkeligt, at stå i silende regn og rode rundt på en fremmed matrikel for at placere to parrende padder i en fremmed dames forhave. Julie skrev tilbage og forsikrede mig, at det var helt helt normalt og alle gjorde det. Sammenlignet med Julie er jeg spritny i blogland. Hun har jo blogget helt tilbage fra få dage efter the big bang. Derfor må jeg læne mig op ad hende og regne med, at når hun siger, at det er helt normalt, ja så må det jo være det.
Jeg havde ellers mine skrupler - havde det hele egentlig ikke taget lidt overhånd? Først går jeg ud og brænder penge af på grimme padder. Derefter sætter jeg mig ned og folder en avis-paddehat, på opfordring af Leoparddrengen. Taper paddehatten på den ene paddes hoved. Dernæst forcerer jeg storm og skybrud, for at bevæge mig ud i nabolaget - blot for at arrangere et løjerligt scenarie i en forhave, der ikke engang er min egen.
Jeg indrømmer ærligt: Jeg konkluderede ud fra dette projekt, at tiden er kommet, hvor jeg må finde mig en hobby. Jeg skal se at være noget mere konstruktiv! Jeg skal slå nogle søm i nogle brædder og sy nogle sting i noget stof! Jeg skal strikke en ret og hækle en vrang! Og bage kager en masse!
Nå, men nu lukker jeg hele paddesagen med sidste billede fra den elskelige gamle dames forhave: 2 glade padder, der parrer sig, den ene med paddehat, den anden uden. Og de ser faktisk ud som om, at de har the time of their lives...og det havde jeg da også!

Turtle over and out!

Okay, prøv lige at gæt hvor dum man føler sig nu!!! Har købt for 90 kroner padder i dag. Og med dem og fotografiapparat under armen (for at kunne tilfredsstille mine bizarre bloglæsere, der kræver fotodokumentation af div. padde-fornication -tak Kirsten:o) drog jeg mod huset i nabolaget med den grimme pimpede forhave. Og hvad møder mig?
Det her:

Tom! Haven var tom! Ryddet, ingen padder, ingen snegle, ingen granitkulptur, ingen lanterner...ingenting! Kun en grøn busk!!! Hvad skal jeg med kun en grøn busk???
Hvad nu? Hvad betyder det? Er beboeren flyttet? Jeg ved det ikke, fik det skidt ved tanken om at husets ejermand måske har læst min blog og er blevet så stødt og ked over at jeg havde snakket om hendes grimme forhave, at hun ryddede den på stedet. Åh nej, bare jeg ikke har såret nogen...
Og hvad fand.. stiller jeg nu op med 5 keramikpadder? De er jo pizzegrimme. Og det ville være bloglands klammeste (og i PostDanmark-penge dyreste) giveaway nogensinde.
Jeg er skuffet og træt af padder.
Nu går jeg ihverfald i seng og i morgen må jeg finde mig noget nyt at give mig til....

Ville ønske denne uge ikke var sket. Jeg har været så gal og ked af det. Mest gal. Er blevet så ubeskrivelig dårligt behandlet af en person jeg troede var min nære, loyale og fortrolige ven. Vel vidende om at vi aldrig kan have kontakt igen, forsøger jeg at tage en dyb indånding og fokusere på at se fremad! Jeg er evig taknemmelig for, at jeg til gengæld har verdens dejligste kæreste, familie, venner, omgangskreds... og bloglæsere naturligvis:o)

Noget jeg ved muntrer mig op (man er vel blot et simpelt menneske) er, at jeg har fundet en butik, hvor de sælger keramikskildpadder magen til dem jeg har møflet rundt med i et halvt års tid.
I morgen, efter arbejde, går jeg ned og køber for 100,- blandede padder og placerer dem i den lirede forhave...det skal sgu nok få mig op med humøret igen!!!
For jeg er ligeglad med hvad jeg har lovet, jeg flytter rundt på alle de padder jeg vil!

Nå, men her forleden var S og jeg ude at spise og promenere. Og aftenens store samtaleemne gik på at mine bryster så helt enormt store ud. Og jo mere vi snakkede om det, jo større blev de! Og i går var de endnu mere enorme og da jeg stod op her i morges overvejede jeg at ringe til Guiness Rekordbog, for at få mine attributter registreret som "hurtigst voksende på blot een nat".
Og så spø'r jeg: Hvor kommer de store bryster pludselig fra? Har taget endnu en graviditetstest, men kan altså ikke se noget positivt. Ind i mellem kan jeg - men ved ikke om det bare er fordi jeg har stirret så meget på den lilla teststreg, at den sidder på min nethinde og jeg derfor også ser den flere steder (Ligesom i den der reklame for Cirkelkaffe). I morgen ta'r jeg testen med på arbejde og tjekker den under mikroskop!
Og så er der lige det dér med at jeg kun har lyst til at spise vandmelon og fiberskorper med cheddarost. Men ingen fiskekonserves endnu - og så længe jeg ikke sidder og spiser kippers direkte ud af emballagen, så tør jeg ikke rigtig tro på, at jeg måske er gravid!
Men gud øv, kommer lige i tanke om, at det håber jeg jo ikke at jeg er - for for en uges tid siden blev jeg enig med Trine og Julie om, at månedens æg var et kedeligt æg, der ville blive til verdens mest trælse og kedelige barn...
Men vi kunne jo ta' fejl, ik´?

PS: Er muligvis lidt nervøs for hvilke typer der får googlet sig ind på min blog ved at søge på overskriften...

Det her må da være den mærkeligste belønning til mine søde bloglæsere for at finde Holger .

Men her kommer billedet af babyknæskallen - omgivet af gamle kistedekorationer...

Jeg lover mig selv enormt meget, at fra i morgen af - SÅ holder jeg værkstedsorden!!!

Shit, filmen knækkede lige for mig. Jeg har en dårlig dag. Har lige været ude at gå en tur og nede på gaden foran vores lejlighed hilste jeg på hundelufternaboen. Hundelufternaboen hilste ikke tilbage. Det skulle hundelufternaboen ha' gjort, for så havde han ikke oplevet at høre mig råbe: JA, UNDSKYLD! JEG HAVDE HELT GLEMT AT MAN IKKE HILSER PÅ HINANDEN I DENNE BY!!!

Yrk, jeg ender med at blive hende det sure løg henne fra nummer 18. Jeg eksploderer snart i en vestjysk provinspaddehattesky, der vil få Hiroshima/Nagasaki-scenariet til at ligne et bask med en sommerfuglevinge...

Hmmm... det ligner vist mere en stang broccoli?

Arbejdede i dag med et arkæologisk fund, der bestod i afrensning af nogle mønter, smykker og blydekorationer fra en kiste, der engang har huset et lig fra middelalderen. Ganske sjovt og spændende, der dukkede bla. figurer op af engle, ansigter, ornamentik mm. Det var fint nok, med fare for at lyde goth-agtig, er jeg pjattet med restaurering af blandt andet gravmæler - sålænge jeg ikke skal pille ved døde mennesker! Men blandt alle disse dekorationer dukker så en bette knogle med en sjov facon op. Min chef kommer forbi, ser knoglen og udbryder begejstret: "Næææ, hvor er den fin og sød". "Hvad er det egentlig?", spø'r jeg. "Ja, det er jo en lille knæskal fra et barn" siger Chef.
Aaad, det er ikke i orden med mig altså! Jeg er ikke just vant til at stå med ligrester mellem hænderne - og da slet ikke småbørnsligrestknogle-bvadr. Har en kollega, der synes det er sjovt at grave tænder ud fra arkæologiske udgravninger- og jeg synes hun er syg i låget!
Jeg gyser ved det, synes det er helt forkert. Hvad hvis der var nogen der sad og krattede i min fars knæskaller eller tænder om hundredevis af år? Tanken huer mig bare slet ikke...

Kom, nu leger vi lige at jeg er psykolog ik´!
Og så tror jeg nok liiiige at jeg selvdiagnostiserer mig selv(!) som værende maniodepressiv - og det er i en uhyrlig grad!
Har haft den mest "Richard-Gere-i-Mr.-Jones-agtige" uge, uden dog at ha' afbrudt symfoniorkestre eller gået på tagrygge...og jeg har heller ikke gramset på Lena Olin!

Men altså, i den sidste uges tid har jeg været skiftevis glad og ked af det og overglad og ekstremt ked af det og nogenlunde glad og småtrist og gakgak-lalleglad og frustrerende ulykkelig. Mit indre er forvirret! Mit mentale korthus er ramlet! Tog en graviditetstest forleden, da denne monumentale sindssyge kunne være eksplosive hormoner der raserer mit korpus, men jeg er bare overhovedet ikke befrugtet!
Hvad sker der? Er det virkelig vestjylland, der er ved at gøre mig godt og grundig sindssyg?

Hvad skal der til? Healing? Det hvide snit? Elektrochok? Ville ønske jeg kunne blive følelsesmæssigt nulstillet og så starte på en frisk...

...USA har aldrig været på månen!

Hov, så skete der lige det her: Jeg fik taget mig sammen til at gå ned i træningscenteret. De har et børnerum, hvori børn kan blive underholdt mens forældrene træner. Og selvfølgelig er det som barn tusinde gange sjovere at klatre rundt på træningsmaskinerne end at være buret ind i et glasbur med en tegneblok og en hoppebold. Det ville jeg da også selv ha' syntes i den alder! Men jeg må indrømme, at jeg altid har været lidt irriteret over, at der hujede unger rundt og legede tagfat, når det i forvejen er svært at finde motivationen til at træne.

I dag gik det så helt bananas med tre unger der drønede rundt og råbte og skreg og pillede og klatrede. Da jeg så ligger mig ned på gulvet for at lave min vom om til det nydeligste vaskebræt, begynder disse tre unger at kredse rundt om mig. Jeg forsøger at ignorere dem. Men efter et par minutter begynder de at hoppe over mig på skift og synge bro bro brille og råbe op om, at jeg er i den sorte gryde.
Jeg rejser mig og mumler: "Hvor er i dog nogle irriterende børn" og går! Efter mig følger en kæk pige som siger "Hva' sagde du? Hva' sagde du egentlig? Sagde du vi var irriterende? Hva'? Sagde du egentlig det?".
Jeg ignorer det irriterende barn, går ud i omklædningsrummet, ta'r min taske, springer badet over - går op i receptionen og melder mig ud af fitnesscentret!

Jeg skulle give en grund til hvorfor jeg ikke længere ønskede mit medlemskab. Jeg forklarer situationen og (en meget sød og forstående) receptionist si'r: "Okay, hvis jeg bare skriver i systemet at du er træt af børn og at der er for mange af dem?" Jeg siger fint, gør du det!
Og nu er jeg registreret som børnehader i en af landets største fitnesskæder!!! Det ærgrer mig. For jeg hader jo ikke børn, jeg kan jo helt vildt godt li' børn! Børn makes the world go around!! Jeg vil gerne selv ha' børn og børn er min ven!

Så på en helt almindelig søndag endte jeg altså med at stå uden træningscenter og blive registreret som børnehader... På den anden side, det behøver jo ikke at ha' noget at gøre med, at de var børn. Hvis det var tre fuldvoksne bodybuildere der stod og legede Bro Bro Brille over mig, ja så var jeg jo også blive pizzeirriteret...

Med fare for at fornærme nogen, må jeg altså sige, at jeg ikke kan døje at se på forhaver der er plastret ind i nips og lir. Jeg stemmer for bøder til folk, der pimper deres forhave med arrangementer af små vindmøller, smedejernsvandpumper, møllehjul, granitsten med indlagt vand, lanterner og havenisser (som ellers opfattes som en udsøgt delikatesse i grænselandet, hvor jeg kommer fra).

Jeg ved det er barnligt, og nu har jeg også gjort det for sidste gang! Det lover jeg! Men altså, hver gang jeg tager til træning, går jeg forbi en liret forhave. Som fast tradition igennem et halvt år, har jeg rykket på to keramikskildpadder og placeret dem i parringsposition, hver gang jeg er gået forbi. Det giver mig en underlig indre (mental!) tilfredsstillelse.

Padderne er altid sat tilbage på deres plads når jeg kommer forbi et par dage senere.

Men i går aftes lå jeg så i min seng og fik pludselig alarmerende dårlig samvittighed over, at der sikkert er en eller anden elskelig gammel dame, der er ved at få dårlige nerver over disse skildpaddeperversiteter. Jeg har derfor valgt at stoppe dette barnlige indslag. Gjorde det for sidste gang i dag og forevigede det på foto.

Helle for at anbefale at tage til Lübeck på miniferie! Det gjorde S og jeg i sidste uge. Bare to overnatninger. Lübeck er jo ikke eksotisk, men udenlandsk nok til at man føler at man er på ferie og så er den noget så charmerende at daldre rundt i. S og jeg er verdensmestre i at daldre. Tiden gik bare med at tulre rundt i byen, se på smukke bygninger, spise god mad og drikke caipirinha i metervis. Utroligt som tyskerne bare er ferme til at mixe drinks!

På besynderlig vis havnede vi på en bibeludstilling i et nedlagt plejehjem i en gammel kirke(!). Og nu tænker i jo nok "føj, hvor kedeligt" - det tænkte vi også, men det var ganske interessant og oven i hatten akkompagneret af en klaverstemmer der sad i hjørnet af udstillingen og spillede samme tone en time i træk.
Og det var heldigvis slet ikke en spor mærkelig situation, da vi omkring midnatstid tog til en meget meget tyndt befolket koncert og af bandet blev forvekslet med to talentspejdere fra et pladeselskab. Det var først, da den virkelige talentspejder dukkede op at vi forstod hvem de havde troet vi var.
Turen derned tog 2 timer fra Frøslev grænse. Hjem igen tog det 8 timer. Så fik man også lige prøvet een af de der tyske motorvejskøer...

Det her bliver langt og hvis man synes at huskøbsberetninger er topkedelige, så gør man klogt i at springe dette indlæg over...

Ujujuj, jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde! Men I får versionen hvor jeg har udeladt småløgnene fra mægler (dem der bare var trælse, men ikke udgave en større risiko for os). Udeladt - for ellers ville dette indlæg gå over i blog-historien som verdens længste!

Men dét dér hus, ik´? Det har vi lige sagt nul putte til! Hvorfor nu det, skøre kvindemenneske? Det var jo din billet til friheden! Dine kommende børns hjem! Starten på det gode liv! Hvorfor???

Det skal jeg såmænd fortælle: FORDI EJENDOMSMÆGLEREN VISTE SIG AT VÆRE GAKGAK-MYTOMAN-LØGN-PSYKOPAT-MÆGLER-FRA-HELVEDE!!!

Det hele startede for et par måneder siden. Ejendomsmægleren var flink, lidt sælgersmart, men ok rar mand.
Vi så huset hele 4 gange før vi sagde ja tak, det ta'r vi. Mægleren fik vores oplysninger...og SÅ fik merskumspiben ellers en anden lyd...
Det startede med, at vi gerne vil ha' oplysninger om en tilbygning - om den var godkendt? Mægler (som fremover bare hedder Bæst-Der-Stjal-Vores-Fremtid-Og-Ødelage-Min-Tro-På-God-Moral) sagde, at vi sagtens kunne skrive under for selvfølgelig ville den blive godkendt, alt andet "var utænkeligt".

Vi insisterer alligevel og har fat i Bæst-Der-Stjal-Vores-Fremtid-Og-Ødelage-Min-Tro-På-God-Moral (fremover BDSVFOØMTPGM...lidt nemmere) en milliard gange. Til sidst melder han ud at tilbygningen ikke kan godkendes, den står i skel og er ikke brandsikret - ergo herreulovlig! Og så tænker jeg lige: Er det egentlig ikke ejendommægler-grundviden at vide hvor tæt på skel man må bygge?
Tilbygningen skal så ud i en nabohøring. Det ta'r vi med - Vi holder ved endnu, for vi vil jo fælt gerne ha' det hus!
Vi godtager risikoen for at naboen siger nej i en høring og tilbygningen skal rives ned og beslutter os for at ville skrive under alligevel. Ind på BDSVFOØMTPGM's kontor en torsdag kl. 17, hvor han vil ha' vi skal skrive under - for NU skal huset sælges og der SKAL skrives under. Vi gennemgår kontrakten og vi forstår ikke meget af den. Jeg lurer dog at der mangler en kopi af tinglysningsbogen. Den er BDSVFOØMTPGM ikke meget for at rykke ud med, vi kræver den og pludselig er det lidt træls at vi beder om den, for "så skal jeg jo printe den ud". Ja tak BDSVFOØMTPGM, det skal du jo!!!! Men printeren er slukket! Så må du jo tænde for den, din dumme mægler!?!??!
Det gjorde han, vi fik papirerne og opdagede at der var for en halv million pantebreve i huset samt nogle servitutter, som han ikke kunne uddybe (vi fandt senere selv ud af, at grunden er overbebygget).

Vi meddeler, at vi altså ikke kan skrive under her og nu, vi vil ha' rådgiver-svigerfatter til at se på papirerne. Vi får til den følgende dag kl 12 og så SKAL købskontrakten være underskrevet.
Al hasten skyldes, siger BDSVFOØMTPGM, at tinglysningkontoret lukker pga. digitalisering. De lukker her i juli for en periode og derfor skal vi skrive under med det vuns.
Vi ta'r hjem og snakker med svigerdaddy.
På kort tid finder han de første 10 vigtige punkter i kontrakten, som vi skal ha' ændret. Desuden finder vi ud af at tinglysningskontoret først lukker den 20. august, så den kan ikke længere bruges som pression.

Svigerpapi råder os til ikke at skrive under, han vil se det hele nærmere igennem. BDSVFOØMTPGM siger ok, vi kan komme med kontrakten underskrevet mandag efter weekenden.

Vi undrer os stadig over hvorfor det hele skal gå så stærkt...Men det finder vi ud af ved et tilfælde. Vi ta' r nemlig ud til huset og ser det her på vejen:

Hvad betyder det? Vi ved det ikke, men kan se det drejer sig om "vores" husnummer. S smutter på teknisk forvaltning mandag morgen og får at vide at det skrevne på fortovet betyder, at rottefængeren har været ude og har konstateret at kloakeringen under huset er gennemperforeret af trærødder og kun har meget kort levetid tilbage. På teknisk forvaltning siger de, at BDSVFOØMTPGM og sælger har været informeret om problemerne i et stykke tid - rimelig alvorlig problem at fortie, synes vi nu nok!

Nu er vi knotne og smadderfrustrerede, for vi vil jo gerne ha' det hus, men ikke hvis det skal re-kloakeres for 150.000,-. Hvis forsikringen betaler, så vil vi gerne. Men sælger vil ikke vente på forsikringssag og vi skal skrive under med det samme.

I mellemtiden er en ny løgn dukket op: Jeg har et par gange bedt om dokumentation for hulmursisoleringen, for er der isoleret med skum ville vi ikke ha' huset. Jeg er desværre fagmand på området og kan ikke leve med konsekvenserne af skum. Det ville nok være nemmere at købe hus, hvis jeg var uddannet astronaut! Efter at ha' bedt BDSVFOØMTPGM om isoleringsoplysninger tre gange ringer han tilbage og siger, at nu ligger der pludselig et certifikat hos sælgers advokat, der siger at huset er isoleret med leca. Fint, leca er ok. Vi snakker efterfølgende med advokaten, som siger at sådan et certifikat har han aldrig hørt om og han ved ikke hvorfor mægler har påstået at det findes.  Sælger vil ikke give lov til en boreprøve, men advokaten siger, at vi nok skal regne med at huset er isoleret med skum og skummet er sunket sammen.

Stadig med al det bøvl og løgn får vi at vide, at vi skal skrive under med det samme. Gu' vil vi da ej, drømmehuset er pludselig gået hen og blevet en al for stor mundfuld: Nye vinduer, gulve, badeværelse og køkken havde vi affundet os med. Men hen ad vejen blev det så også til nabohøring og evt nedrivning af tilbygning, omkloakering, hulrumsisolering og er der mere? Vi ved ikke hvad mægler ellers har fortiet. Men i lørdags, midt i en motorvejskø i Tyskland, blev vi enige om, at det ikke skulle være det hus...


 

Hver gang min kæreste har brugt bilen, så sidder der, i bilens kasetteafspiler, et bånd med musikken fra det internationale melodi grand prix fra 1986.

Hvordan håndterer jeg det? Skal jeg bare lade som ingenting? Eller skal jeg konfrontere ham med det?

Når alt er faldet på plads og vi enten er blevet ejere af huset eller ej, så skriver jeg et indlæg om de mest bizzare løgne og samtaler vi har haft med hr. ejendomsmægler. Og uanset hvad udfaldet af alt det her hus-ballade bli'r, så vil jeg skrive et uhyre skarpt formuleret brev til øverste ledelse af ejendomsmæglerkæden og spørge om det virkelig er sådanne idioter de vil ha' til at repræsentere deres virksomhed. 

Lige nu har jeg bare mest lyst til at ringe efter Morten Spiegelhaur og be' ham om at stille prompte med et kamerahold.

Hvad gør vi? Vi bliver ved med at finde ud af at mægler forsøger at tage os ved næsen. Og hvad har vi mon endnu ikke opdaget at han tilbageholder oplysninger om? Kun tilfældigheder, der indtraf i går på en højhellig søndag, har gjort at vi ikke har skrevet under på det hus og til efteråret så står med en ekstra-regning på indtil videre 200.000,- kr.

De penge kan sælger dæleme-dyt selv få lov til at betale og det er dér hele balladen ligger nu. Jeg skal nok snart skrive mere i detaljer, men det bliver ikke nu, for jeg er sur og føler mig gammel og træt... Godnat...

Se hvad jeg har fundet på en husmur nede i gågaden:

Det er måske ikke helt nemt at se, men i tankeboblen står der "Ssh, Byen sover".

Jovist er det hærværk og alt det der, men...Gud ske tak og lov, jeg er ikke alene!!! Der er andre derude, der mener at byen jeg bor i sover . Der er andre, der muligvis ikke er helt tilfredse med provinslivet i det vestjyske? Vedkommende der har tegnet dette benæbbede dyr er min nye bedste ven...så er spørgsmålet bare: Hvordan finder jeg frem til denne med-mig-åndeligt-beslægtede-tegne-på-mur-kunstner?

Nå, men vi er altså så ikke blevet husejere...men det betyder ikke at vi ikke kan blive det. Det betyder bare at vores møde med ejendomsmægleren gik helt bananas og endte med den dårligste stemning, hvor vi sad med sved på panden og grimme tanker om hinanden.
Vi fik sat en pistol for tindingen og fik at vide at vi skulle skrive under, for NU skulle huset altså sælges (Og hvordan ville sælger så lige gøre det, hvis der ikke helt tilfældigt var os som købere???). Vi bad om tid til at læse salgskontrakten igennem i weekenden. Nix, det kunne vi få torsdag aften til og så skulle kontrakten afleveres underskrevet fredag morgen. Vi fik min svigerfatter til at læse papirerne igennem og det viste sig, at der var op til flere besynderlige afvigelser fra normal procedure og han rådede os til ikke at skrive under før alt var bragt i orden.

Hvis ejendomsmægleren boede i Andeby, så hed han F.I.Dusenberg!
Seriøst, jeg har aldrig oplevet et så løjerligt-på-den-dårlige-måde menneske! Han lyver og vrøvler! Det er for varmt at begynde at beskrive i detaljer, men hvis her var koldere skulle i bare høre en beskrivelse af hans historier fra de varme lande. I vil få børn af forbavselse (et prægtigt udtryk, jeg hørte Erna Hamilton bruge i "Grevinden på tredje") - hvis I hørte hvad den lurendrejer har sagt!
Når vi spørger i øst, så svarer han i vest og når vi spørger i nord, så svarer han ikke engang i syd, men i et eller andet verdenshjørne, som menneskeheden aldrig har hørt om!
Han kalder det hele en tillidssag og vi "skal bare skrive under, så lover han at ordne hængepartierne bagefter".
Men næ næ nææ Hr. Ejendomsmægler, sådan spiller klaviaturet ikke!
Allermest har vi lyst til at sige at han kan få en bette spand at hoppe i og han kan glemme alt om den handel, men det får vi jo ikke noget hus ud af, så det ville jo være fjollet!
På tirsdag er der nyt i sagen...der er lang tid til og jeg er ikke skabt til uvished...

Puha, klokken er blevet mange. Jeg sidder og venter på at en nybagt tærte bliver lunken nok til at komme i køleskabet. Jeg har bagt frokost til S, der skal ud i det blå i morgen. Tærte til manden jeg elsker! Se, dét er knageme kærlighed!

PS. Og skulle nogen være i tvivl, så er det her naturligvis billedet af ejendomsmægleren:

Åh, jeg er ved at vomitere af gru og spænding og alt muligt andet jeg ikke kan sætte ord på!

Om 24 timer ved vi om vi bliver husejere eller ej! Der er ged i en masse og det kan være at det ikke lader sig gøre...

Jeg kan slet ikke være i min egen krop for alle de mærkelige følelser der raser rundt! Det føles som om mit lymfesystem er gået i stå, og får jeg ikke husafklaring snarest, så eksploderer jeg i et stort kaos af affaldsstoffer, der vil få lægevidenskaben til at måbe!!! Der vil blive skrevet doktorafhandlinger om mig! Og måske en enkelt artikel i Illustreret Videnskab?

Det hus er jo min billet til friheden! Hvis vi ikke får det, så...så...hvad så?

Forleden kørte jeg fra min arbejdsplads i det vestjyske til København og tilbage igen samme dag. Ikke bare for sjov, men fordi jeg skulle aflevere noget kulturarv til Nationalmuseet. Mine arme snurrede og jeg var 6 cm lavere, da jeg steg ud af varebilen sent om aftenen.

Men altså, eftersom jeg i de foregående dage havde lagt mærke til stor aktivitet på døde-dyr-på-vejbane-fronten, tænkte jeg at det var tid til at lave statistik på min tur til København. Det blev til følgende:
 

 
 

Og så var der egentlig også et andet dyr, som jeg ikke ved hvad hedder - det ligner en bæver - bare uden halen...og tænderne...og så er det mere aflangt- faktisk ligner det slet ikke en bæver. Ved ikke hvad det er for en fætter, derfor figurerer de to af dem jeg så ikke på min post-it!

Her til morgen læste jeg så i avisen, at det er parringssæson for pindsvin - hvilket forklarer de milliarder af udsplattede bepiggede minisvin, der ligger på vejene for tiden....det er dødsensfarligt at parre sig, det skal man altså lade være med!!

PS: Ja ja, hvem ville ikke ha' en skidt håndskrift, når underlaget er et nupret bilrat?

PPS: Og hvorfor hulen spankulerer fugle rundt på vejene når nu de kan flyve?

Hmmm...jeg synes jeg reagerer besynderligt meget på Michael Jacksons død. Begyndte pludselig at tude da de sendte fra broderens pressemøde i radioen. Jeg har bare så mange absolut vidunderlige oplevelser siddende i kroppen, hvor hans musik har ageret soundtrack. Jeg har elsket hans musik siden 7. klasse, været til koncert, har lært at moonwalke og gribe mig i skridtet på den helt rigtige måde. Mærkelig og fysisk frastødende mand, men hold da k... hvor har han bare lavet prægtig musik!!!

Hej hej, jeg har fødselsdag og bliver 33 år gammel! Og jeg føler mig ganske alene...men det er jo nok bare fordi jeg er det!

Har varmet noget kødsovs fra i går, men orkede ikke at koge pasta til, fordi det ville indebære at jeg først skulle til at gøre en gryde ren. Så fødselsdagsmiddagen bestod af spaghetti bolognese - bare uden spaghetti. Parmesan udgjorde tilbehøret. Ny spændende og proteinrig ret!

Egentlig havde jeg brugt en lille stund på at forfatte verdens dårligste fødselsdagssang til mig selv, men den blev simpethen for ynkelig (noget med "33 år", der rimede på "alene hjemme med mentale sår", "kæresten er taget på job" rimede også fint på "alene med gråd der ikke vil holde op").

Men nu går jeg ud i verden og opsøger noget leben. Tror jeg finder en bænk nede i parken, medbringer en halv liter Ben&Jerrys (ske medbragt i inderlommen) og juni-nummeret af Antik&Auktion. Fik abonnement på bladet i morges af min dejlige kæreste, der vækkede mig med morgenmad, flag og lys.

Is, bænk, park, læsestof og hvis jeg er heldig bliver det hele akkompagneret af Sankt Hans-røg...god plan!

Og så er jeg da vist også liiiige ved at få et hus i fødselsdagsgave, for nu er købet sat i gang...

Havde lige sat mig foran computerskærmen med en nylagt avocado-ansigtsmaske i hovedet. Og så skulle jeg nyse. Nøs så hårdt at der raslede frisk avocado ned i mit tastatur. Det er jo pizzesvært at fjerne...altså...

Shit, vi SKAL bare ha' det hus i nabobyen. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at vi kan høre når underboen har sex, når han står op og tisser, når hans kæreste synger og når de skændes for fulde gardiner og selv når de har alle deres venner på besøg og holder fest til kl 06.30. Men lige nu i skrivende stund, fyldes mine øregange af lyden af ung mand på 20 år, der brækker sig i toilettet....og han brækker sig meget! Og det er højt! Bræk blandet med et mandebrøl der sprænger alle decibelskalaer!

Jeg vil ha' egen matrikel!!!

Men vi skal forresten også se på huset igen i morgen - denne gang med tømrer, der skal sige noget klogt om nye vinduer...

Som barn grinede de af mig når jeg kom forbi den lokale skadestue. De plejede at joke med, at de havde mig som fold-ud-pige i røntgenbilleder. Senere fik jeg det her at vide.
Det har slået mig, hvor tit jeg skjuler det for S, når jeg slår mig eller kommer til skade pga. min klodsethed. I dag var vi sammen ude for at shoppe: Jeg åbnede en butiksdør op i mit eget hoved og fik en bule i tindingen. Da jeg skulle ud af bilen, smækkede jeg bildøren så hårdt ind på mit hofteben at jeg for en stund var lammet fra hoften og ned til højre tå. Og da vi var i en butik, hvor Anna Davids "Tæt på" lød ud af højtalerne gjorde jeg nar af hendes voldsomme fraseringer med det resultat af jeg kom til at bide min tunge til blods.
Hvordan bliver man mere fiks? Og det hjælper altså ikke dét dér med at gå og balancere med en bog på hovedet...Det er en skrøne - opdigtet af Inger Corell og Alexander Kølpin!

Forleden blev jeg filmet til lokal-tv. De ville lave et indslag om min arbejdsplads. Jeg blev interviewet mens jeg arbejdede ved mit bord. Min torso og mit håndarbejde var i fokus. Først bagefter blev jeg klar over at jeg havde de sorteste negle og de tydeligste brystvorter gennem trøjen - og så var de ikke engang i vatter.
Øv. Havde ellers gjort mig umage med at sætte håret pænt og tage en lyseblå bluse på, fordi lyseblå står umådeligt godt til min teint! Hvorfor tænkte jeg ikke på at rense negle og nivellere min barm???

 For god ordens skyld skal det lige siges, at billedet er et jeg har fundet på nettet og ikke et still-foto fra tv-udsendelsen!!!

Vores bil har fået en lille bitte rustplet. Den skal pudses ned, rustblokkes og ha' en gang lakpen. Den lille sag, tager jeg mig gerne af. Derfor havde jeg denne telefonsamtale med en biludstyr-mand, som gjorde mig helt rundt på gulvet:

Mig: Har du sådan en touch up-pen til at dække ridser i lakken på bilen?
Ham: Nå, har lillemor lavet en ridse i mandens bil?

Jeg blev så befippet over ham at jeg gik helt i stå og bare sagde svagt "Øhh nej, det har lillemor ikke". Av av av, jeg skulle ha' smækket røret på!!!

Lillemor? Min mands bil? Må jeg være fri!!! Godt nok står lånet i min kærestes navn, men vi er to om at afdrage og når lejligheden i København bliver solgt, så er det mig, der betaler bilen ud. Og selvom det virkelig VAR min mands bil, så er det da ikke helt ok at sige sådan? Eller måske er jeg bare ufattelig nærtagende...

Hej hej, det er bare mig igen - brokkesvinet bosiddende i det vestjyske!
Og hvad er der så NU galt?
ALT altså! Jeg er blevet så kedeligt og mellemfornøjet et menneske. Dagene skal bare gå, så jeg kan komme i seng og sove fra det hele.

Er alene hjemme og er rastløs.

Og så er der lige det med huset vi har set på. Da vi flyttede til det vestjyske for snart et år siden (i lejlighed), var det med drømmen om at få et hus. Nu har vi muligheden - oven i købet et godt hus, som S ellers har ytret begejstring for. Men så synes han lige pludselig at det er mange penge at skulle låne og han har ikke rigtig noget forhold til byen, som huset ligger i. Som om jeg har noget forhold til vores nuværende by, som han bragte os til? Men jeg har da givet den næsten 1 års chance. Når nu jeg er flyttet med ham hertil - hvorfor kan han så ikke rykke 37 km længere væk, hvor vi kan få det vi hele tiden har snakket om og ønsket os? Han gider ikke sit job her længere, så det er ikke engang det, der binder os. Hvad er der blevet af hans "Hjem-er-hvor-man-bor-teori"?
Jeg er forvirret og har følelsen af, at jeg ikke gider hele det her projekt længere...

Det værste er, at jeg pludselig har fået lyst til at ryge. Jeg har aldrig røget fast- og da slet ikke i de sidste 8 år, men nu har jeg lyst til Look Menthol Light...som jeg røg i mine glade gymnasiedage.

Åndssvag dag i dag...hvordan vender jeg den?

Dagens kulturtilbud i byen: Banko eller "Åbent Smedeværksted for Børn". Vi har ingen kummefryser, så hvad nu hvis jeg vinder en halv Antonius-gris? Og hvis jeg var barn, så skulle jeg da nok se at få lettet popoen og får smedet noget jern sammen. Men jeg er ikke den rette målgruppe til hverken banko eller smedning...

Men noget må jeg altså gøre...jeg kan smutte til Ringkøbing, som ligger 40 minutter væk? Ved ikke hvad jeg skal i Ringkøbing, men de skulle ha' en masse smukke gamle bygninger at se på. Synet af smukke, gamle bygninger gør mig glad. Is og gamle bygninger!
Ja, jeg fylder min Ipod op med diverse podcasts og så ta'r jeg da til Ringkøbing og ryger et bjerg cigaretter...for så klam er jeg åbenbart!

Menneskekroppen er nogenlunde symmetrisk ik'? Og når man laver sko, må man også gå ud fra, at de har et symmetrisk design ik'?

Hvorfor hulen er det så, at hver gang jeg tager disse sko på, så rager der så meget mere højre-tå ud?

Godt nok sagde han, at det var første og sidste gang, men Houston - vi har et problem!
Min kæreste har stemt på Bakkesangerindens kæreste. Gid han aldrig havde fortalt mig det. Hvad nu hvis jeg pludselig kommer til at tænke på det næste gang vi har sex? Åh gud, hvad kan det ikke ødelægge...

I sidste uge var jeg på bh-køb. Jeg vidste på forhånd at den jeg ville have var i restordre, så jeg skulle bare bestille den hjem nede i butikken.

Høhovede-ekspedient (HøEk): Kan jeg hjælpe med noget?
Mig: Jeg vil gerne bestille en bh (viser hende en bette seddel med modellens nummer og størrelse)
HøEk: 85C??? Nej, DET skal du altså ikke ha'!
Mig: Joo, det skal jeg...
HøEk: Nej nej, det er helt forkert størrelse (HøEks øjne på mine bryster) Du skal ha' 75
Mig: Ja, det har jeg hørt før, men jeg kan ikke holde ud når den sidder for stramt
HøEk: Jamen det skal den!
Mig: Ja, men det gi'r mig klaustrofobi!
HøEk: Jamen det SKAL være en 75
Mig: Men det vil jeg ikke ha'! 75 hæmmer min bevægelsesfrihed. Jeg vil gerne købe en 85.
HøEk: Nej, for den sidder ikke godt!
Mig: Jo, det gør den og jeg har en af slagsen på nu, vil du se?
HøEk (Løfter op i min bluse): Arj, og du har den oven i købet i yderste hægte???!?!?!? Men den sidder jo godt nok som den skal, men det er stadig ikke den rigtige størrelse
Mig: JAMEN, KAN DET IKKE VÆRE LIGE MEGET HVIS DEN SIDDER SOM DEN SKAL?
HøEk: Nej, for det er jo ikke den rigtige størrelse

Pludselig blander HøEks kollega sig:

HøEk´s kollega: Ja, det vil jeg nu også sige, du skal ha' en 75

Og nu er jeg bare ved at eksplodere, men siger så rolig og ikke-eksplosivt som muligt:

Mig: Okay, vil I mon bestille en bh hjem til mig selvom det er en HELT HELT forkert størrelse?
HøEk: Jajaja, tsk tsk - det kan vi da godt, hvis du absolut vil ha' en forkert størrelse (siger hun på den dér nårh-lille-ven-du-bliver-vist-ikke-klogere-og-det-kan-vi-jo-ikke-hamle-op-med-agtige-måde mens hun sender øjne til kollegaen)
Mig: Tak

Herefter noterer HøEk min ordre ned i sin bestillingsbog.

Og i dag tog jeg så ned for at hente den famøse bh i str 85C, som var kommet hjem.

OG SÅ ER DEN BESTILT HJEM I 75C!!!

Og nu gakker jeg altså ud! For det er en ny ekspedient og så begynder det hele forfra.
Nyt Høhovede: Jamen, du er da ikke en 85'er?
Mig: Nej, MEN DET ER EN 85 JEG GERNE VIL KØBE! (siger jeg så uhyggeligt bestemt og med ild i øjnene og flammer ud af munden, at det Nye Høhovede beklager fejlen og hurtigt nok skal sørge for at bestille den "rigtige forkerte" størrelse hjem).

Jeg ved godt at man normalt bare griner af sådan en oplevelse, men jeg har hormonerne helt uden på tøjet for tiden, så nu er jeg taget hjem og er på rigtig Maude Varnæs-vis gået i seng...

Jeg ved godt at min verden er lille og at krig, hungersnød, folkemord, Peter Asschenfeldt og selleri er meget værre. Men lige nu kan min verden åbenbart ikke rumme noget ud over en dårlig ekspeditionsoplevelse.

Om fem minutter rejser jeg mig fra mit sengeleje og går ud i verden. Jeg skal ha' is! Og så er alt godt igen...

Gud, hvor står der egentlig meget fiskekonserves i køleskabet! Yrk, hvad stiller jeg op med kippers i olie nu?

Har levet af olierede fisk og gajoler i de sidste par uger. Og nu kan jeg så bare ikke forestille mig noget mere klamt! Hvem spiser også kippers??? Tykke og fede sild syltet ind i olie. Fisk som bor i en lille metaldåse og kan holde sig til ind i det nye årtusinde og overleve en atomsky??? Nej tak, jeg skal ikke have mere...

Det er lige før at piratfiskene øverst på min blog giver mig kvalme...

I mandags var vi atter på sygehuset. Lægerne kunne ikke garantere, at fosteret ikke havde taget skade af røntgen. Vi ville ikke løbe risikoen. Følgerne er simpelthen for voldsomme. Så med risikoen for at få et barn, der bl.a. kunne have nedsat IQ og udvikle børnecancer, valgte vi en abort.

Jeg er sikker på, at mange vil synes det er et hæsligt valg og det kan man da ikke og alt det der - specielt skulle der nok være en flok amerikanske mormoner, som helst så mig brænde op. Men vi kunne simpelthen ikke.
Jeg og vi nåede jo kun at juble over graviditeten i et halvt døgn, hvorefter det blev vendt til ren bekymring for, om noget var gået kaldt til den forbandede CT-røntgen-scanning. Så jeg har stort set været bekymret og ude af den fra dag 1. Det ville blive en frygtelig graviditet med en konstant angst for hvad det ville ende med. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg desværre ikke er stort nok et menneske til bevidst at vælge et evt. sygt barn til.
Så jeg valgte altså en medicinsk abort. Jeg fik to piller i mandags, som skulle sætte graviditeten i stå. I går kom jeg så på sygehuset, hvor jeg fik yderligere to piller som skulle få livmoderen til at trække sig sammen og afstøde fosteret. Jeg fik at vide at der ville gå fire timers tid før det skete. Og i mellemtiden skulle jeg gå rundt og holde mig i bevægelse.
Men det skete allerede efter en time og jeg aborterede på sygehusets parkeringsplads. Det var så hæsligt og uvirkeligt. Jeg tror ikke at jeg vil gå i detaljer andet end at der bare var så meget blod. Og det blev ved efter jeg var blevet transporteret ind på stuen. I går sidst på eftermiddagen kom jeg så hjem igen.

Jeg er træt og jeg er ked af det. Men et sted er jeg også lettet. Bekymringen og visheden om, at jeg måske-måske-ikke skulle have det barn har været ved at æde mig op. Den bekymring er væk nu. S (kæreste) har været fantastisk i alt det her. Det er på en hæslig baggrund, men jeg føler at vores forhold er blevet styrket meget i den sidste tid...

Nu vil jeg bare gerne kunne lægge det hele bag mig. Hvis man kan det? Jeg har stadig ondt og det bløder stadig meget - så længe der er en fysisk reminder på alt det her rod, så aner jeg ikke hvordan jeg skal bearbejde denne oplevelse oppe i hovedet.
Der skal nok bare gå tid...

Åh nej, har lige indset at min blog bare er blevet sådan en hør-lige-alt-om-min-krop-og-mine-følelser-blog! Mig mig mig! Mig med skyklapper, der kun kan kigge ind i mig selv. Og føj, hvis jeg kom til at tænke på verden omkring mig! Sådan er jeg jo ikke...altså... I weekenden må jeg hellere se at forholde mig til den verden vi lever i! Forholde mig til det smadrede land Anders Fogh har efterladt os, genåbningen af Davids Samling, Cannesfestivallen og hvad har vi....

Blev scannet igen i dag og de kunne heldigvis udelukke graviditeten uden for livmoderen. Mærkeligt, når jeg for tre dage siden fik at vide, at det højst sandsynligt var det, der var galt. Der er nu to muligheder, en god og en dårlig!

Enten er det den meget ny graviditet, der er indtruffet efter en cyklus på flere lysår eller også er det en "gammel" graviditet, hvor fosteret er påvirket af de her skide røntgenstråler. De kan endnu ikke sige nok ud fra scanningen og jeg skal komme igen om 10 dage til en ny scanning. Denne graviditet er en opvisning i ventetid. At vente på naturens gang har vist sig at være en tålmodighedstest af dimensioner.

Heldigvis var der svar på de smerter jeg har - de kommer fra "krateret", hvor ægget har siddet før det røg videre ud i livmoderen. Sådan et vil der altid være og i nogle tilfælde kan det åbenbart gøre helvedes nas! Og i den henseende har jeg trukket nitten. Men det gør ikke noget overhovedet- så længe vi ikke taler tilstoppet æggeleder!!!

Befinder mig i et følelsesmæssigt ingenmandsland. Hvis det er en graviditet, der kun er et par uger henne, så er det jo helt vildt dejligt fantastisk!!! Men hvis det er en "gammel" graviditet, så er det stik modsat fantastisk.

Tør endnu ikke håbe på for meget. I sidste weekend troede jeg, at jeg skulle ha' foretaget en medicinsk abort, i tirsdags fik jeg at vide at jeg nok var gravid uden for livmoderen og i dag ved jeg ikke rigtig hvad jeg er. Jeg er forvirret.

Men solen skinner udenfor!

...og blodprøverne sagde, at der stadig er liv...men det liv er så højst sandsynligt placeret det forkerte sted. Så jeg skal atter til scanning i morgen tidlig. Har stadig et lille håb om at jeg har en elefants cyklus og at det viser sig bare at være en ekstrem tidlig graviditet.

Det hele er lige lovligt socialrealistisk lige nu. Kæresten er gået ned med en diskosprolaps, jeg har rod i underlivet, vi bor overfor en rockerborg, vi har spist grillmad og sidder begge i tarveligt forvasket videotøj og glor dårligt fjernsyn. Vi har lige og lige overskud til at smile kærligt til hinanden, men ellers er vi begge kørt flade.

Føler mig som et stort rod af følelser lige nu...

I dag på sygehuset fik jeg at vide at mit  moderskib bød på tre forskellige indholdsmuligheder:
1. en graviditet uden for livmoderen
2. et foster der er gået til og vil ende i en abort
3. en meget lille sandsynlighed for en meget meget tidlig graviditet.

Desværre taler al sandsynlighed åbenbart for punkt 1 og 2. Så nu har jeg fået taget en blodprøve og den skal så sammenlignes med en prøve taget på torsdag og ud fra den bli'r lægen så klogere.

Lægen sagde, at jeg ikke må være alene. For taler vi om en graviditet uden for livmoderen, så kan jeg, som han så malerisk beskrev mens han fægtede med armene:  "pludselig eksplodere og SÅ bli'r det farligt!!!".
Så nu hænger kæresten på mig non-stop. For jeg har jo ingen venner her i det vestjyske som kan afløse ham (shit, hvor lyder det ynkeligt!).

Det er egentlig også mærkeligt at sidde og skrive om det her. En blanding af underligt og rart at fremmede følger med i min misere.
Men det er nu meget godt lige at skrive et par tanker ned...hvilket minder mig om engang, hvor jeg i ren desperation skrev til Joan Ørtings sexbrevkasse for at høre hvordan jeg kunne lære at acceptere, at jeg skulle lægge ører til min underbos ekstremt høje sexliv. Hun foreslog at jeg skulle i kognitiv terapi og skrive mig ud af mit problem. Tak Joan, stor hjælp!

Men her hjælper det måske at skrive om det?

Jeg er sindssyg rastløs. Har købt Mandrilaftalen-dvd-boxsettet, fordi jeg troede jeg ville komme i hopla af det. Hvad var det for en syg optimistisk tanke? Det er jo alt for kulør-humør-overgearet til at jeg overhovedet kan tage det ind!
Nu sidder jeg så med min Mac i skødet og zapper mellem De Unge Mødre og Ekstrem Hjemmeservice.

Det her er nok starten på en ret skidt-humør-fyldt føljeton.
(var vist i forvejen en brokkerøv, men noget "større" kom så pludselig i vejen...).

Har været hjemme hos min moar i weekenden og på sammenlagt 7 timer har jeg:

- Samlet 8 ikeakøkkenelementer
- Støvsuget og vasket bil
- Afkalket 6 kvadratmeter badeværelsesfliser
- Været på genbrugspladsen med gammelt skrammel
- Klippet en efeu ned af en husgavl
- Kørt nedklippet efeu væk
- Fjernet 2 fuglereder
- Savet en bundplade til et køleskab ud
- Shinet min fars gravsted op
- Læst "Tyskerungen" færdig
- Set en ufattelig dårlig film med Meg Ryan (og hvornår har hun lige fået smadret sit ansigt af plastikoperationer?)

Årh hvad, det er mange ting på kort tid!!! Nemlig! Hvordan gør man det? Hvordan får man tid til alt det på så afsindig få timer? Hvad er den hemmelige opskrift?
Jeg kalder det vist bare beskæftigelsesterapi.

Og hvorfor nu beskæftigelsesterapi? Fordi når jeg er fysisk aktiv står min hjerne næsten stille, hvilket jeg har brug for i disse dage. For alt er bare noget gøgl nu!
Det startede ellers helt vidunderligt i onsdags. Fandt ud af at jeg var gravid. Sad og kiggede på den der pind jeg havde sjappet ind i urin og ventede så ellers bare på at min kæreste kom hjem.

Og han blev glad! Rigtig glad og vi stormede ned i elske-hade-Bilka og købte endnu flere pinde, jeg kunne tisse på. Det gjorde jeg så i en lind strøm og de var også allesammen positive.
Super-top-glæde over hele feltet!!!

Torsdag tog jeg så til læge og her var jeg knageme også gravid og glad...Indtil hun sagde jeg var i 7. uge.

For så kunne jeg godt regne ud, at fosteret ikke har fået den fedeste start på sin evolution.
Har nemlig været i røntgenbehandling og snakkede så efterfølgende med lægen om minusserne ved det. Det viser sig at minusserne er så store, at jeg nok skulle forberede mig på at gennemføre en medicinsk abort.

SLAM

Og det fik jeg så at vide lige op til bededagsferien, hvor alt lukker og slukker og man kan ikke snakke med de rette fagmænd. I den kommende uge skal jeg på sygehuset, hvor en læge skal forklare mig hvordan og hvorledes om alting.

Jeg er ked af det, helt igennem ovenud ked af det!
Kan slet ikke finde ud af at tale med nogen om det, men måske det så er godt at ha' gøremål og en blog, hvor man kan få lidt luft...

Gad vide om jeg er maniodepressiv? Nu var jeg lige så vildt oppe at køre over det hus. Jeg tror det er vores hvis vi vil betale og skrive under. Men siden vi så det i søndags har jeg været i den sorteste kulkælder med ekstra kul på. For jeg tror ikke det bliver til noget. Jeg tror kæresten slår bak og ikke vil springe ud i det. Og så sidder vi stadig i vores lille toethalvt værelses lejlighed med en hardcore rocker som genbo og to tyveårige højlydt-sex-og fest-kaniner som underboer...og der er ingen vej ud. Hvad nu hvis det her er min skæbne? Og der ikke er et liv efter døden, hvor jeg kan tage revanche?

Okay, i morgen skal vi så ud og se på huset igen. Og denne gang kommer svigerfatter, der har godt forstand på byggematerialer med. Jeg er sikker på at han vender tomlen op, selvom han har en tendens til altid at skulle se nye ting fra minussiden - men man er jo absolutely insane, hvis man ikke kan se at det er guld vi har fundet!
Jeg sov ikke i nat. Stod op klokken 3 fordi jeg lå vågen og grublede. Vi SKAL ha' det hus! Det er fantastisk! Og skal I høre noget sygt? Det er fyldt til randen med danske møbelklassikere. Det er et dødsbo og arvingerne vil intet ha' med det at gøre. De har givet advokaten besked om at ALT skal køres til forbrændingen.
Adjø Arne Jakobsen, farvel Finn Juhl, og hej hej Poul Kjærholm og PH, i to gamle røvere - I skal så åbenbart brænde op. Det er altså grove løjer!
Vi har forhørt os om man ikke kan overtage huset med inventar, men der er sat underskrift på at ALT skal tilintetgøres. Er MEGET nysgerrig for at vide hvilken familiestridighed, der ligger bag sådan en beslutning. Det er sikkert Horton-sagaen værdigt!

Nå, men jeg sad så vågen i nat og jeg er jo så det her meget nysgerrige menneske, hvilket fik mig til at bruge min nat på at google alle de personer der bor på den vej huset ligger på. Jeg ved at det er åndssvagt - og jeg ved at folks identitet ikke sidder i deres titel og alt det der. Men det siger da alligevel noget om folk - om man er chef for en våbenfabrik eller om man har et økologisk bageri... om man er kattehader eller dyrepasser...Og om man er fitnessinstruktør eller  kageæder med hang til Topmodel og Paradise Hotel (-hvilket  så må være min titel!).
Se blot en broget skare af vidunderlige medmennesker vi kan komme til at dele vej med...

2 fodbolddommere
2 surfere
2 fysioterapeuter
1 bridgespiller
5 skolelærere
1 pædagog
1 medlem af dansk atletikforbund
1 tømrer
1 håndboldtræner
2 politikere fra S og V
1 gigtpatient
2 bankrådgivere
1 slagterimedarbejder
1 læge
1 ishockeyspiller
1 trykstøber
1 vandskiløber
1 kattehader (der har lagt tips ud på nettet til hvordan man holder naboens kat væk)
1 storvildtsjæger (ikke den samme person som ovenstående!)
2 sygeplejersker
1 løjtnant
1 golfspiller
1 kirkesanger
1 bogsælger
1 lokalhistoriker
1 militærsociolog
1 landmand
1 annoncechef
1 pølsemand
1 skoforhandler
1 økonoma

Jeg elsker allerede mine nye medborgere...og selv kattehaderen og venstrepolitikeren skal være velkomne til at låne en kop sukker!

Forestil jer lige det sorteste og dybeste mentale hul jeg dumper i, hvis det ikke bliver vores hus og vores naboer... Øj, så skal i få depri-blog at læse!

Egentlig tog jeg ned i byen for at købe verdens største is, men så ramlede jeg ind i et 1. maj-optog og lod isen være en droppet is, stillede cyklen og meldte mig under de røde faner.

Og pludselig fik jeg denne her helt vidunderlige fællesskabsfølelse som jeg gik der for mig selv, men dog blandt andre og skrålede med på diverse slagsange. Folk i alle aldre og med store smil på. Der var nu egentlig ikke så mange, hvilket under mig, da byen jeg bor i er temmelig ramt af fabriksfyringer - troede mange følte det var på tide at vifte de røde bannere.

Nå, men jeg tænkte, at nu rykker det - nu møder jeg nogle mennesker i denne gudsforladte by!!! Vi endte nede i et anlæg og jeg stod straks med en fadøl i den ene hånd og en grillpølse i den anden...men ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte, så kunne jeg bare ikke få noget snak i gang med nogen. Hvad er det med de her medborgere? Hvorfor svarer de kun i enstavelsesord? De er flinke og smilende, men er det fordi at jeg ikke er lokal at de ikke gider mig? Eller måske er jeg egentlig bare pizzeirriterende? Jeg ved det simpelthen ikke! Jeg plejer at kunne snakke med alle. Jeg må gøre noget galt...
Sidst jeg fik mig en længere snak med en fremmed på min vej, var med en ikke-lokal fyr der stod nede i gågaden og delte Politiken ud. Han fortalte at han havde været i stort set alle jyske byer, men ingen som her hvor jeg bor. Folk var uvenlige og deciderede fjendtlige. Et par gange havde han fået at vide at han "skulle se at skrubbe af og ta' sin københavneravis med sig". Hvad er det for noget??? Altså, så flå dog skyklapperne af!

Og se, nu endte jeg så endnu engang med at blive en sur gammel mand...

Jeg har stadig isen til gode. Tror jeg smutter ned og indløser den... Is er mit Seroxat!

Åh nej, jeg er faldet i igen. Har ellers holdt mig clean i lidt over 7 år. Men i dag har jeg fri og pludselig er der tid til at dumme sig.
Omkring 2002 havnede jeg på sygehuset med det lægen kaldte et "stressrelateret nervesammenbrud". På det tidspunkt havde jeg et fuldtidsjob, to deltidsjob og startede så på en uddannelse. Efter 14 dage på den nye uddannelse brændte jeg sammen, lå på sygehuset i tre uger og det tog mig næsten et år at fungere igen.
Men i det år begyndte jeg på et grimt afhængighedsskabende fænomen.
Sammenlagt har jeg brugt omkring 600 timer på det. Det er 25 fulde dage af mit liv. 25 dage, som jeg aldrig får igen (med mindre jeg får lov til at leve 25 dage ekstra i sidste ende?).
Nå, men altså...det er morgen, jeg er stået op og har tændt for fjernsynet og på skærmen toner min tidligere narkomani frem...

også kaldet HORTON-SAGAEN...

Der er gået de her 7 år, men det er intet problem at følge med - det er de samme intriger og de samme skuespillere og jeg er hooked!!! Det er soap og det er skønt!

Tænk nu hvis jeg var et godt menneske, så kunne jeg bruge tiden jeg bruger på det her Horton-bæ til at rydde op i nogle verdenshave, følge et par gamle damer over vejen, bage et eller andet med noget økologisk mel eller tage ud til svigerfamilien og tilbyde dem at luge hæk.
Men jeg er ikke et godt menneske! Og kan vi SÅ få noget ro! For mor ser Horton-sagaen!

Vi har været ude for at se på hus i nabobyen. Det var egentligt bare lidt for sjov og for øvelsens skyld...men hov hov, så tror jeg da nok liiige at vi pludselig befandt os i et stk. drømmehus!
Udefra var vi lidt klamme ved synet af det. Syntes begge det gav associationer til hver vores folkeskole. Men da vi så kom ind i hytten åbenbarede der sig milliarder af kvadratmeter, højt til loftet i kælder, stue og 1. sal. nyere tag, hulrumsisoleret, dejlig have og alt sammen i oprindelig, men rigtig god stand! Flot beliggenhed, midt i byen og alligevel kun 1 km fra vand og skov. Og nu kommer det bedste: Prisen!!! Er i klar? WUUHUUUUUIII TATADADAAAAAAAAAAAAAAAA

1,2 million!


1, 2 million???? Nej, det er jo løgn!!! Nej det er ikke! Det er prisen og det er jo ingen penge for et hus!!! Et vaskeægte hus!!! Med tag og mure og døre og alt muligt!!!

Nå, men vi så på det i tirsdags...Onsdag aften lå vi og snakkede om det til kl 01.00 og i dag tog jeg min huskøbskyndige chef under armen og så på huset endnu engang. Han var meget begejstret! Det er et helt igennem sundt og godt hus!

Venter på at kæresten min kommer hjem, så jeg kan fortælle at det her simpelthen er huset vi skal bo i! Hvis han stritter imod, så bliver jeg forvirret ud over alle grænser, for det har alt hvad vi har brug for og snakket om og mere til. Og oven i købet 400.000,- klejner mindre end vi oprindeligt havde forestillet os (og jeg snakker ikke om de små fedtede julekager, men rigtig dansk dollarmøntfod!).

Jeg er allerede begyndt at overveje, hvad vi skal servere, når vi byder hele villavejen til komsammen i vores nye have...skal det være kaffe og kage? Eller øl og grill? Eller skal det være chips og dipinge eller frugt og øl?

Her er tegningen af det:

Hold da op, det er flot, er det ikke? Joooo, det er det da!

Er det tid til at rydde op eller er det tid til at indse, at mit eget tøj ikke gider mig mere og derfor forsøger at stikke af i nattens mulm og mørke?

Mine beklædningsdele må ha' set Prison Break i nat, for her var dagens første morgensyn:

Og da jeg så åbnede skabslågen kom en syndflod af bomuld og en enkelt plastikpose fra Super Brugsen væltende ud:

I weekenden skal der gøres noget ved løjerne og jeg skal ha' mig et eller andet autoriseret til opbevaring af sokker og undergrej...

Nogen der husker ham Riverdance-svansen Michael Flatley? Den irske Sprællemand? Her er Flatley - goes greek!

Åh, hvor blev jeg munter tilpas over at se dette klip:

Mind mig lige på at man ikke skal spise en dåse kippers-i-olie (ja - af fiskekonserversslagsen) inden man tager ud og træner sig i smadder i fitnesscenteret...

Okay, det er bare ikke i orden at komme hjemme fra det nydelige Italien og så kun skrive om sit hår! Så der kommer mere! Bare ikke lige nu, for jeg skal ud og spise med en potentiel veninde....måske det alligevel lykkes at få en vennekreds i denne nye by?

Hvordan er det lige man kommer til at ligne Joey Tempest? Det gør man ved at tage til Italien, glemme sin hårbørste og blive udsat for 2 gange airconditioneret flyveture.
Er så endt med en bunke feriebilleder, hvorpå jeg ser præcis sådan her ud:

Har fået stress-panik-akne i hele krydderen! Om 3 timer letter mit fly til det der Italien og det crasher jo - det gør det altid når jeg skal ud at flyve. Måske kun oppe i hovedet, men det er lige meget, for det crasher og jeg fik aldrig sagt til min mor og min bror at jeg elsker dem. Kæresten kan jeg sige det til når vi styrter, for han sidder ved siden af...

Åååååh altså.....

I dag skrives der på politikens netavis:

"Smil - Google fotograferer Danmark fra i dag"

og på Ekstrabladets netavis står der:

"Pas på - Google filmer Danmark i dag"

Jeg synes godt nok liiiiige, at man endnu engang bliver mindet på hvorfor man godt kan tillade sig at hade EB...de spreder frygt og ufred og de er onde mod små børn og sorterer ALDRIG deres affald! Altså!!!

Jeg tror min kæreste har fundet ud af at jeg har en blog....og det er før jeg overhovedet er begyndt at skrive al det, der måske skulle ha' været noget hemligt-noget-agtigt!

Så tror jeg da nok lige at jeg er stået op kl 6 på noget påskedag, blot for at køre på arbejde og arbejde i 12 timer, så jeg istedet kan holde fri næste torsdag og fredag....for der smutter jeg til Pisa!!! Aner intet om byen andet end at de har et skævt tårn, det var afrejsetidspunkt og billetpris, der bestemte hvor vi skulle hen.

Valget stod mellem noget vi ikke vidste hvordan man udtalte og hvor lå og så Pisa...så vi valgte Pisa...ja, for man skulle da nødigt lære noget nyt om udtale og geografi!

For laaaang tid siden havde jeg en kollega, der ville arrangere en blind date mellem undertegnede og dessertkokken Morten Heiberg. Det blev aldrig til noget.
I går aftes var jeg så til et foredrag om chokolade. Og det var Hr. Heiberg, som stod for løjerne. Jeg lærte en masse og blev noget så choko-klog!
Men ud over at blive klog, så var det interessant på et helt helt andet plan!
For jeg sad pludselig og forestillede mig, at hvad nu hvis den date var blevet til noget...og hvad nu hvis vi havde syntes at hinanden var pragtfulde mennesker og vi havde forelsket os hovedkulds i hinanden og slået os ned, fået børn og alt det dér. Så var jeg gift med en dessertkok!!!!!!!!!!!!!!!! EN VASKEÆGTE DESSERTKOK MED ALT HVAD DER BIMLER OG BAMLER AF SØDE SAGER!!!! Og så vejede jeg 200 kg. Men jeg ville elske hvert et kg, for de ville være skabt af den fiiineste chokolade og den prægtigste is!

Men i den virkelige verden er Heiberg gift og har tre børn...

Just hjemkommet fra sygehuset ser jeg at statsministeren smutter fra DK. Så gør det ikke så meget, at jeg kom hjem til et syndigt rod og kun visne blomster. Det er en stor gave i min verden, at den mand drøner sydpå! Gid han så også kan finde et job som kontormus til Lars Løkke dernede. Så skal Pia bare tage Kraup og Langballe i hænderne og tulre til en anden galaxe - og SÅ begynder DK at ligne noget jeg kan arbejde med!

...Det kalder jeg det og det lyder ikke pænt - jeg ved det! Har været til undersøgelse for kræft et vist sted!
Det er jeg hvert andet år og jeg HADER det. Jeg når aldrig til det punkt, hvor jeg er bange for at være syg, det er selve undersøgelsen jeg frygter! Den er fæl!
Forstil jer, at man sender et helt kamerahold op bagi, som så filmer ens indre og tjekker det for celleforandringer.

Men alt var i skønneste orden, så jeg er lettet og glad for, at der er to år til næste filmoptagelse!
Sygeplejersken fortalte, at just som jeg vågnede op af narkosen meddelte jeg, at nu skulle jeg hjem og ha' risret og bagefter skulle jeg værre gravid!
Kan ikke selv huske det, men af fulde børn og narkosepåvirkede folk skal man høre sandheden!

Jeg er træt af hele tiden at gå i stykker!

Jeg havde engang en arbejdsgiver, hun var selv det fineste lille nips i spadseredragt, hun havde et perfekt ydre og hun kunne vimse elegant afsted på meterhøje stiletter.
Det gjorde ondt da hun sagde, at jeg var det "mest klodsede menneske hun nogensinde havde mødt og at det virkede som om, at der ikke kunne gøres noget ved det".

Det er lidt over 10 år siden. Og jeg tænker på hende hver gang jeg snubler, vælter, styrter, slår mig eller går ind i en dør...

Hvilket jeg alt sammen gør rigtig rigtig tit...

 

Så tror jeg da nok lige at dagen, der skulle ha' været en prægtig een af slagsen allerede har vist sig fra den onde side! Selvom jeg tit vågner op med alle gode intentioner om en glad og lys dag, så ender det alligevel ofte med, at jeg er en sur og gammel mand efter et par timer!
Som mange sikkert ved, så er ens centimeterlængde af hår på benene proportionelt stigende med antallet af nætter ens kæreste er på natarbejde. Så ligger der nemlig ikke nogen ved siden af, som man kan ridse!
Men kæresten er hjemme og i morges skulle jeg da lige gøre mig lidt appetitlig til fremtidigt brug.
Gad vide hvorfor jeg så valgte at barbere mine lægge med, det der nu føles som om det var, en rusten ostehøvl??? For, du godeste for en absolutely burning flaming sensation jeg har i benene nu. De trænger til grødomslag.
Og så skulle jeg da lige et smut ned i byen og bruge noget af min løn på noget rart. Det blev til en god taske af blødt lammelæder, som jeg tog i brug med det samme! Da jeg så trisser ned ad gågaden, trækkende på min cykel, så taber jeg cyklen! FLAFF, den røg bare ud af hænderne på mig, i faldet siger ringeklokken ding og stellet falder til jorden og først dér ser jeg at der sidder lidt ringeklokke i fingeren på mig og det bløder! Og det bløder meget!
Nu sidder jeg så hjemme bag duggede ruder med plaster på fingeren, smertende lægge og kigger på min nye lammetaske med blod på. Og jeg er atter en sur, gammel mand! Hmmm...nu pønser jeg på hvad jeg skal fylde resten af min dag med?

Den skal bruges til noget godt, for i morgen bliver en rædselsdag...måske jeg skriver og beretter om hvorfor, lige nu føles det for grænseoverskridende at sige hvad der skal ske...

...vi går mod X-faktorfrie tider, snart smutter Anders Fogh og der er kommet nye leveringer af Ben&Jerrys nede på tanken. Jeg tror i dag bliver en god dag!

 Turen i går, der skulle give mig sol i sindet gik ikke som ønsket. Solen forsvandt og jeg blev endnu mere hængemulet. Hang bare SÅ meget med næbbet. Et næb på 500 kg, der slæbte hen ad fortorvet... Intet fungerede for mig og jeg endte med at tude i et par timer. Jeg trængte bare SÅ meget til at komme væk fra alt og alle. Undtagen lige fra kæresten min. Han måtte godt komme med til mit utopia. Senere sov jeg fra min klynkemulede tilstand.

Da jeg så kom på arbejde i morges blev livet bedre. Jeg elsker mit job. Det gør mig glad og giver mig en ro i kroppen. Og det ligger 45 km væk herfra. Og da jeg kom hjem stod kæresten klar med aftensmad og vi fik aftalt at tage på et udenlandsk weekendophold i april!

Så tog vi i Bilka, for at købe køkkenrulle og toiletpapir, for jeg havde tørret øjne og pudset næse i det sidste vi havde. Bilka altså, mit elske-hade-sted! Fik købt Camilla Läckbergs sidste nye krimi til ingen penge og en pomelofrugt. Så selvom jeg stadig ikke føler mig grundlæggende glad, så har det alligevel lysnet lidt i dag!

Og nu går jeg i seng med Camilla Läckberg og min kæreste....altså, nej ikke på dén måde altså, sådan noget skriver jeg ikke om på min blog jo! Godnat...

Så, nu vil jeg drage ud i solskinnet i håbet om, at min hjerne vil gå amok i at storproducere serotonin i uhyrlige mængder! Og når jeg så vender tilbage vil jeg kunne skrive et jubelmuntert og overskudsagtigt indlæg...

Ååååh nej, jeg sidder og ser Paradise Hotel?!?!?!?!? Hvorfor gør jeg det? Når nu det er sådan noget mega-bæ-tv?!?!?! Jeg hader mig selv for det! Hvorfor sætter jeg mig ikke ned og læser noget Karen Blixen eller udtænker en ny relativitetsteori? Fordi det sidste skulle jeg da nemt lige kunne klare....men nej, jeg vil se Ronnie og Gleager skifte ble på et barn på en ø i det mexicanske øhav istedet....Arj, for fand.. da også! Øv for mig. I morgen, INGEN tv...og ingen kager (for dem har jeg også fået for mange af).

Onsdag skal blive sprængfuld af indhold! Det står der i reglerne...som jeg lige har lavet!

Arj, altså- jeg har fået muffin-form, som Uffe Buchard kalder det!

Nu har jeg gået med det her støttekorset (pga forstuvet ryg) i en uge. Dvs jeg har ikke lavet andet end at sidde - spændt ind og fyldt mig med madvarer. MASSER af madvarer- både rå og tilberedte! Og nu skvulper min torso ud over korsettet foroven, som en stor muffin lavet af menneskekød. Og så er det som om at dét dér korset stopper for al blodtilførsel nedefter, så mine ben er store, hævede og føles visne! I forvejen er de ikke særlig slanke. Korte, men tilgengæld usandsynlig brede!
Min krop har deformeret sig på blot 6 dage. Jeg elsker ikke situationen særligt meget lige nu!
Har været til kiroprakteren i dag og har fået lov til at sidde 25 minutter på en kondicykel i morgen. Det bliver man jo ikke slank af! Og jeg skal jo være slank inden jeg bliver gravid, for så er der knapt så meget renoveringsarbejde bagefter...har jeg ladet mig fortælle.

Har alligevel også tænkt at det projekt måske skulle lade vente på sig...for er det fedt med et decemberbarn? Vil ungens fødselsdag ikke bare drukne i konfekt og nisser? Kan man sætte et barn i verden, når hele Danmark er julestressede og i mangel på serotonin? På den anden side, det ville jo være en top julegave at få...

Okay, dét dér med at jeg havde store intentioner om at få lavet mig en liste, der kunne guide mig mod et sundere, klogt og mere kulturelt liv...de intentioner er da røget for vildt fløjten! For gæt hvem der sidder i sofaen iført et støttekorset? Det er mig! Ja så, og hvorfor nu det? Fordi jeg i går lavede det en kiroprakter i dag kaldte for en "hovsa-bevægelse". Og denne "hovsabevægelse" har så medført at jeg har forstuvet ryggen. Det vidste jeg ikke man kunne. Men det kan man! Og jeg skulle lige hilse fra mig selv og sige, at det gør naller, for huuuuulen, det gør naller! Taxachaufføren der hentede mig på skadestuen og derefter fulgte mig op i min lejlighed grinede af min kropsholdning og sagde begejstret: "IIIhhh, det er helt som at følge Dronning Ingrid hjem"....skæg lille humorist jeg der havde fået støvet mig op!

På sofabordet foran mig ligger nu et pænt lille bjerg af smertestillende piller. Og nu ved jeg da ihvertfald endnu mere med sikkerhed, at jeg ikke er gravid. For i morges tog jeg så til lægen for at få slået fast med syvtommersøm, at jeg ikke var gravid- for var jeg det, så måtte jeg ikke tage det smertestillende jeg har fået udleveret (Et eller andet med, at så ville et eventuelt foster få for mange arme og ben eller med andre ord: blive cirkusfreak-potentiale). Negativ urin sagde lægen og jeg lovede at komme tilbage om en måned eller to med en positiv test.

Nå altså, men så sidder jeg nu og kukkelurer i støttekorset og er på prægtige smertestillende piller og skal se tv heeeeele dagen! Og måske få læst lidt i "Blekingegadebamsen"...hmmm...hvem skal få min udelte opmærksomhed? Er det Dr. Phil eller er det Peter Øvig Knudsen?

Shit, dét dér med pant på gris, som blev omtalt i Nyhederne - det fik mig til at smile. Det skulle jeg ikke ha' gjort, for nu er min underlæbe sprækket to steder. Blodet fosser ikke just, men det siver lidt...

Jeg tager det som et helt klart og tydeligt tegn på, at jeg ikke har smilet i lang tid...

Pant på svin! Har man hørt mage? Jeg elsker det koncept! Synes det er sjovest hvis man forestiller sig at man tømmer en gris og kører hylsteret igennem en automat henne i Netto og få en bon ud i den anden ende!  

Og hvad har jeg så egentlig lige gang i? Og hvorfor er det lige at jeg ikke har gået med mascara i snart et halvt år? Fordi jeg bare tuder al mascara i smadder - derfor! (Og fordi jeg har en idé om at det slider på vipperne, men det er en ikke-relevant oplysning i denne her forbindelse).

En ulmende 6-måneders-utilfredshed er ved at snige sig ud af mit indre og op til overfladen, blot for at eksplodere i en symfoni af gråd og panik. Panik over at hvis min kæreste og jeg kører videre i samme spor som nu, så ender vi med at blive hr. og fru Røv i provinsen. Vi har nu boet et halvt år i den hersens middelstore jyske provinsby. Og jeg er bare slet slet ikke charmeret af stedet her! Jeg er ikke tilfreds! Og jeg har prøvet! Jeg orker ikke engang at remse op hvad jeg har prøvet, for at skabe mig nogle menneske-kontakter og for at få lidt kulturelt input. Integrationen er ikke rigtigt lykkes og jeg synes at følelsen af, at bare ville tage min kæreste under armen og stikke af fra det hele er bemærkelsesværdig stor!

Bare smutte væk, til det store udland eller et parallelunivers kan også gøre det! Et parallelunivers, hvor kanelsnegle er sunde og hvor broccoli feder. Væk fra denne by, hvor hundecirkus nede foran Bilka er et eksempel på når kulturlivet går højt! Et sted hvor folk taler om virkelige ting, følelser, overvejelser, tanker, oplevelser istedet for vejret! Jeg ved godt at jeg generaliserer og ikke alle er sådan, jeg har bare ikke mødt dem, der gør det modsatte endnu...Og jeg har jo selv givet op den sidste måneds tid. Har taget 3 kg på, skifter til "video-tøjet" når jeg kommer hjem fra arbejde og ser fjernsynet fra 18.00 til sengetid. Topmodel, Baronessen, De Unge Mødre, Singleliv og Paradise Hotel i een lang slimet strøm.

Men det skal den-onde-lyne-mig være løgn! Det er simpelthen for åndssvagt at bruge sit toogtredvte år på! Fra nu af er der Paradise Hotel forbudt og alt det andet bæ...arj, jeg må godt se Topmodel! På onsdag kommer lokalavisen og beretter om lokale foredrag, jeg må finde det der lyder mindst sygt. Jeg skal i gang igen...Jeg må forfatte spritnye leveregler, må tænke og må lave liste!

Okay, så jeg er altså ikke gravid, med andre ord: Enormt ubefrugtet!...det havde jeg egentligt også kun troet at jeg var i et par uger, men et par uger har også ret! Var ellers lige begyndt at ændre en anelse holdning til hvad jeg spiste og hvad jeg, efter bad, syltede mit legeme ind i. Altså, alt med måde, for jeg skal jo gerne kunne tilbyde et rent moderskib til et kommende foster...meeeen lige i de næste par dage må jeg godt give mig selv lov til at:

1. Spise tun (tungmetaller giver en herlig mæthedsfølelse)

2. Skrue helt op for sædevarmen i bilen (så mine æg kun bliver lidt blancherede)

3. Jeg kan drikke kaffe! Meget kaffe!

4. Jeg ska' da ha' brieost, ja øj hvor jeg skal!

5. Og jeg kan få brugt min Olive Butter-lotion fra Bodyshop op....har ellers holdt pause, da den indeholder 2 af de (muligvis) frække parabener.

6. Men vigtigst af alt, jeg skal ha' mig en caipirinha! Og I skal ha' opskriften:

8 cl cachaca-rom

4 tsk rørsukker

1 limefrugt

Skær limen i både, put dem i et robust glas sammen med sukkeret og knus det med en morter. Knust is fyldes i glasset og rommen hældes ud over. Og ikke noget med at sætte alt muligt paraply-skrald i drinken, det gør den bare vulgær! Nyd drikken og hør englene lave en farlig masse larm af fryd! 

Om ti minutter tager jeg vores nye bil, kører tværs op gennem landet, hjem til kæresten og alle vores materielle goder og fortæller ham at jeg helt klart ikke er gravid...for det gik man ellers lige og troede....og man var lidt lykkelig over det også...faktisk...hmmm...øv altså! Men nu kan jeg da æde spinat of drikke oxalsyre eller hvad det nu er, man ikke må som gravid!

Sådan! Jeg skal da også ha' en blog, for det skulle være så nymoderns! Og hvor ofte oplever jeg egentlig ikke lige noget jeg trænger til at berette om? Ofte! Og hvorfor beretter jeg ikke bare om det over et cafébesøg med mine venner? Fordi jeg har revet de københavnske teltpløkke op, flyttet til en middelstor vestjysk provinsby og har derved placeret mig så langt væk fra hele mine vennekreds som muligt. Men hvad gør man ikke af ren og skær kærlighed (ikke til det vestjyske, men til manden der fik job der!).

Nå, første gøremål er vel at kåstomaijze min blog, så jeg lægger ud med at placere en stime piratfisk øverst som blikfang! Og så må jeg se hvad der følger...