Smartlog v3 » When in doubt, make tea! » 10 ting
Opret egen blog | Næste blog »

When in doubt, make tea!

Skribler-, brokker- og grublerier fra den virkelige virkelighed i det vestjyske...

10 ting

10. Oct 2009 10:34, M

 Helt tilbage til dengang, hvor der gik dinosaurusser på vor jord skrev Trine et indlæg på sin blog, hvor hun skænkede mig "The Awesome Award". Når een som Trine, som skriver så fabelagtigt, ekspederer sådan en pris videre til mig, så bliver jeg altså rørt! Tak! Men fy mig, hvor har jeg syltet længe at få skrevet 10 ting om mig selv, som reglerne siger man skal, før man sender prisen videre. Men vejen har været brolagt med opkast og andre graviditetsuroligheder. Men nu ryger awardstafetten videre - og det bliver til Leoparddrengen - den uhyre flittigbloggende underholdende ordgøgler.


10 ting om mig fra den hemmelige diverseskuffe.

1.
Når jeg hænger med næbbet og synes at livet er noller, så har jeg en fæl vane med at gå ind på www.mydeathspace.com og læse om folk (med myspaceprofiler), der har mistet livet på mere eller mindre grotesk vis. Så tjekker jeg dernæst deres profiler og ser alle deres nære og kære, som skriver hilsener til afdøde. Og så sidder jeg og søber i hvor trist det hele er, hvorefter min egen situation ikke ser så rådden ud længere. Jeg ved at det er en syg måde at få det bedre på...men jeg er et sygt menneske!

2.
Jeg spiser gerne en liter is eller to til aftensmad når S er på arbejde.

3.
Efter min far pludselig døde og min mor fik en blødning i hjernen har jeg fået den største frygt for at der sker noget med dem jeg elsker og holder af. Kan jeg ikke få fat på min mor inden for en time, panikker jeg ved tanken om, at der er sket hende noget. Bliver S forsinket er jeg bange for at han er ved at få tæv af nogle bøller eller er kørt galt. Og når der er skyderi på Nørrebro, bliver jeg bange for at min bror, hans kone og tre børn er kommet noget til.

4.
Ville ønske jeg havde været starlet i 30'ernes Hollywood.

5.
Har været fælt kreativ og har syet, slået søm i, klippet, klistret, skrevet og kokkereret, men det er alt sammen gået i stå. Savner mit gamle kreative jeg!

6.
Kan huske stort set alle replikker fra Beverly Hills 90210, men husker ikke hvad jeg har lært i skolen.

7.
Synes det er vulgært og grimt at gøre "skråt op", men det giver mig stor tilfredsstillelse at gi' en medbillist fingeren, hvis vedkommende har kørt elendigt i trafikken. Men vedkommende får det aldrig at se, for jeg gør det altid i det skjulte nede ved gearstangen eller ved gulvmåtten og KUN når jeg er alene i bilen!

8.
Er på et personligt plan, så rasende gal på en kendt person, at jeg fryder mig når der står noget skidt om vedkommende på forsiden af de kulørte blade!

9.
Kunne leve af Manchego og Lidl's peberkornsbrie resten af livet.

10.
Da Robert Downey Jr. sad i fængsel skrev jeg et langt fanbrev til ham, hvori jeg blandt andet gav ham en irriterende moderlig opsang om stoffer.



Kommentarer

  1. Det Forkromede Overblik
    10. Oct 2009 12:05
    1

    Fede og underholdende ting at vide... De kalder alle på kommentarer, men jeg har tømmermænd, så det bliver noget bawl der kommer ud. Jeg lader være!

  2. M
    10. Oct 2009 12:31
    2

    Øv Forkromede, det er ellers med tømmermænd i blodet at de løjerligste bemærkninger kommer frem;o)

  3. Trine
    10. Oct 2009 12:38
    3

    Harh harh, fed læsning. Jeg ved ikke helt om det redder mit liv at vide disse ting - men min dag har du helt bestemt gjort lidt mere gakket. Og det er ikke så skidt, endda!

  4. Anna
    10. Oct 2009 14:59
    4

    Hej!
    Af en ren tilfældighed gled jeg in på din blog den anden dag, og var nød til at læse det hele med det samme .ville bare sige at du skriver så skøøønt ; man griner (og græder) og har det dejligt.

    Den award er så fortjent,
    mvh, Anna

  5. M
    10. Oct 2009 16:38
    5

    Trine, Selv tak for gakgak:o) Og du har desværre ret, de oplysninger redder hverken liv eller renser verdenshavene...ak ak! Men jeg putter lidt ekstra i indsamlingsbøsserne næste gang de banker på døren...

  6. M
    10. Oct 2009 16:38
    6

    Og Hej Anna, tak for dine søde ord - de luner rigtig godt og gi'r mig lyst til at skrive endnu mere!!!

  7. Leoparddrengen
    10. Oct 2009 17:36
    7

    Jeg vil gerne takke min mor, min far, min bror, min søster, alle mine fans og ikke mindst M for... nej, takketalen må vel vente til jeg rent faktisk fører stafetten videre.

    Men tak for æren af en "Awesome Girl Award" - jeg skal se om jeg kan leve op til den.

    Jeg kan jo starte med en lille apropos/bonus oplysning: min yndlingsreplik fra Beverly er Brandons: "I didn't even try to kiss her!" - da han skal forklare sin far hvor forelsket han var i skøjteprinsessen.

  8. M
    11. Oct 2009 11:12
    8

    Leoparddreng: Når det kommer til "Awesome Girl Award" er det måske mere på sin plads, at du kalder dig Leopardpigen i stedet!
    Og åh ja, afsnittet "Fire&Ice" fra BH90210. Mesterskuespil i topklasse skal man lede længe efter: http://www.youtube.com/watch?v=cviglcCBht0

  9. Anne
    12. Oct 2009 09:13
    9

    Det er altså ikke mange der kan hive 10 personlige ting op af posen på kommando, og servere dem på en måde, så man sidder og læser og ville ønske at det var 20 ting i stedet for 10.

    Jeg sidder og bliver lige en anelse flov over at jeg selv krøb under hvor gærdet var højest, og bare skød ti billeder af ting. Det var der jo ikke meget cirkus i. Godt at der er andre der holder fanen højt!

  10. Leoparddrengen
    14. Oct 2009 00:07
    10

    Så er den ellers modtaget, udført og ekspederet videre:
    http://leoparddrengen.blogspot.com/2009/10/10-things-i-love-about-me.html

  11. M
    15. Oct 2009 10:46
    11

    Tak Anne, har selv høvlet dine 100 igennem - og vil ha' fler´!!! Vi har uhyrlig mange ligheder skulle jeg lige hilse og sige fra mig selv. (Troede fx aldrig jeg ville støde på andre, der elskede ordet "Dokkerbanke" som barn) Og dit 10-billederskoncept var da topgodt, var egentlig igang med at efterabe det, men så var det mørkt og alle billeder blev grimme...

  12. M
    15. Oct 2009 10:46
    12

    Sådan Leopard, jeg vil fluks få dem læst:o)

Tags

Relaterede