I stedet for at bruge skattepengene på krudt og kugler og bankpakker, så synes jeg - udover at fikse et par folkeskoler og ordne sygehusvæsenet, at man burde sætte en sæk guldmønter af på finansloven til højgravide. Guldet skal bruges til at sende smertebefængte og bevægelseshæmmede kvinder i kredsløb rundt om jorden. Åååååh, drømmen om at opleve vægtløs tilstand - Den er stor!

Indtil da må jeg nøjes med at gå i svømmehallen. Jeg har stort set ikke benyttet mig at konceptet klorvand siden der var obligatorisk svømmeundervisning i folkeskolen. Jeg bryder mig ikke om at svømme rundt i andre folks bouillon. Ved hvert et svømmetag, får man jo lange hår, plastre eller andre folks sårskorper op mellem fingrene - alt sammen ledsaget af lugten af klor, pomfritter og larm.

Men jeg må indrømme - det er det HELE værd. Jeg har nu gået med rygsmerter i en måneds tid. Har konstant følelsen af at ha' en glødende ildrager stukket op under højre skulderblad samtidig med at jeg har fået påmonteret en usandsynlig stor betonblok på rygsøjlen. Rent fysisk føler jeg, at det var mig alene der byggede Keops-pyramiden. Kan ikke bøje fingre og fødder pga væskeophobninger - Elegant og charmerende tilstand! Jeg er ved at købe mig fattig i fysioterapi, zoneterapi, massage og svømmehalsbilletter. Det påvirker mit humør og jeg bliver kortluntet og ond i sulet. Jeg går på barsel om en uge, og så skifter jeg min folkeregisteradresse til svømmehallens matrikel...

Jeg befinder mig i et mentalt ingenmandsland for tiden. Enten har opholdet i det vestjyske normaliseret eller neutraliseret mig eller også kan jeg bare slet ikke overskue andet end at være gravid...hvilket jeg egentlig heller ikke kan overskue. Rent fysisk må hun godt komme ud nu, rent praktisk må der godt gå et års tid.
I går morges stod S op til synet af mig, der sad i sofaen indhyllet i en uldplaid, håret sat op i en knold i nakken, brillen hvilende på næsetippen, jeg sad med strikketøjet i skødet og så som toppen af kransekagen Home-shoppingkanalen, hvor nogen overgearede amerikanere prøvede at sælge mig en magisk ovn og verdens bedste støvsuger.
Det er fanderme for normalt at gøre sådan noget og for gammelt af en 33-årig! Jeg savner at være noget mere skæv i det. "Mit nye jeg" keder mig - plejer ellers godt at kunne underholde mig selv, men det hele er gået lidt i stå.
Jeg er ikke ked af det, ej heller i tophumør - jeg er ligesom bare neutral. Forholder mig holdningsløst til det hele og venter bare på at dagene går. Det er da noget underligt noget. Hvad blev der af det der med at man skal leve hver dag som var det ens sidste? Normalt ville jeg jo bruge sådan en søndag som i dag på at ta' ud og bungee jumpe eller ha' sex med 10 fremmede mænd, lære at danse tango, ta' en smuttur til Paris eller plyndre en bank! Æij altså, sådan noget gør jeg ikke mere...RUSK MIG, jeg er gået i stå!!!

I barselsgave ønsker jeg mig en spritny rygsøjle. Og får jeg en sådan, så laver jeg en giveaway på den gamle.

Jeg bli'r da lige nødt til at berette om en løjerlig aften i selskab med vores allesammens Jascha Richter! Hvem? Ja, du er tydeligvis fra alt andet end et asiatisk land hvis du ikke ved det!

Hver gang talen falder på 80'erne, så får S sådan et drømmende nostalgisk mildt og varmt udtryk i øjnene. Så i julegave gav jeg ham en bog om 80'erne, noget Commodore 64-musik OG to koncertbilletter til en akustisk intimkoncert med...hold nu fast, for NU bli'r det vildt: MICHAEL LEARNS TO ROCK!

Så forleden troppede vi op til noget intimt musikalsk samvær med 150 andre blegfede danskere i alderen 30-50 år. Derudover var der så en asiatisk delegation i form af 10 begejstrede kvindfolk iført pailletkjoler og højt hår. De sad helt oppe foran...og de var ikke til at styre på en milliard tønder land! Hvor vi andre sad og smilede lidt af musikken, der bragte os tilbage til svedige kinddanse i ungdomsklubben med, for mit vedkommende Thorsten eller Bjarne, så gakkede de 10 kvinder helt ud af begejstring over at være så tæt på deres idoler. Hillemænd! De hylede og skreg og skrålede med, som stod de på et stadion med 50.000 andre MLTR-fans!
De var det absolut bedste ved hele koncerten, deres begejstring var voldsomt smittende og fik resten af publikummet - og sågar musikkerne til at grine højt og hjerteligt. Guitaristen fik mellem to numre så også sagt: Ujuj, så forestil jer når der er bare 5000 af dem!!!
Har aldrig ejet noget med MLTR, men var skræmt over at erfare, at jeg kendte stort set alle deres numre. Havde konstant oplevelsen af "Hvad? Er det også dem, der har lavet den?".
Det var en fin aften - men bestemt takket være den asiatiske fan-delegation! Og så kan jeg på min liste over livets gøremål sætte flueben ud for "Tag til Michael Learns to Rock-koncert"...hmmm hvad er det næste på listen...lad mig se...banko og squaredance...arj vel? Behøver jeg virkelig det?