1. maj med skyklapper på

Egentlig tog jeg ned i byen for at købe verdens største is, men så ramlede jeg ind i et 1. maj-optog og lod isen være en droppet is, stillede cyklen og meldte mig under de røde faner.

Og pludselig fik jeg denne her helt vidunderlige fællesskabsfølelse som jeg gik der for mig selv, men dog blandt andre og skrålede med på diverse slagsange. Folk i alle aldre og med store smil på. Der var nu egentlig ikke så mange, hvilket under mig, da byen jeg bor i er temmelig ramt af fabriksfyringer - troede mange følte det var på tide at vifte de røde bannere.

Nå, men jeg tænkte, at nu rykker det - nu møder jeg nogle mennesker i denne gudsforladte by!!! Vi endte nede i et anlæg og jeg stod straks med en fadøl i den ene hånd og en grillpølse i den anden...men ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte, så kunne jeg bare ikke få noget snak i gang med nogen. Hvad er det med de her medborgere? Hvorfor svarer de kun i enstavelsesord? De er flinke og smilende, men er det fordi at jeg ikke er lokal at de ikke gider mig? Eller måske er jeg egentlig bare pizzeirriterende? Jeg ved det simpelthen ikke! Jeg plejer at kunne snakke med alle. Jeg må gøre noget galt...
Sidst jeg fik mig en længere snak med en fremmed på min vej, var med en ikke-lokal fyr der stod nede i gågaden og delte Politiken ud. Han fortalte at han havde været i stort set alle jyske byer, men ingen som her hvor jeg bor. Folk var uvenlige og deciderede fjendtlige. Et par gange havde han fået at vide at han "skulle se at skrubbe af og ta' sin københavneravis med sig". Hvad er det for noget??? Altså, så flå dog skyklapperne af!

Og se, nu endte jeg så endnu engang med at blive en sur gammel mand...

Jeg har stadig isen til gode. Tror jeg smutter ned og indløser den... Is er mit Seroxat!