Julefreden sænkede sig over barndomshjemmet, da sønnen tog hjem...
31. dec 2009 17:59, M
Det var så den jul! Den var...lidt dum! Alt er et spørgsmål om forventninger og jeg havde nok glædet mig lidt for meget til, at komme hjem til det sønderjyske og holde en glad og afslappende jul. Sådan føler jeg ikke det blev. Jovist var der hyggelige stunder, hvor min bror, søde svigerinde og mor kunne sidde over et fælles 1000-briks-puslespil, spise knas og drikke kaffe og snakke.
Men hold k... hvor var der også mange stunder, hvor jeg havde lyst til at be' min (ellers dejlige) bror om at gå sin vej, medmindre han kunne tage sig sammen og snakke ordentligt til folk.
Han savner vores far - det gør min mor og jeg jo også. Men vi kan da godt finde ud af at tale pænt til hinanden alligevel. Men min bror laver ikke andet end at vrisse og være uforskammet over for vores mor. Og så står jeg der i midten af de to, som ufrivillig mellemmads-mand og forsøger at sætte ham på plads og sige gode ting til min mor. Jeg kunne jo også bare lade stå til og det gør jeg jo også ind i mellem, men andre gange får jeg simpelthen nok af at høre ham hakke på vores mor. Jeg bli'r jo ked af at se hende blive ked af det!
Men jeg tror, at min brors opførsel er hans reaktion på, at vores far ikke er her mere. Det går vist meget godt til hverdag i det københavnske, men den ene gang om året han er hjemme, kan han ikke finde ud af håndtere det faktum, at vores far er død og (fysisk) væk.
Jeg kommer oftere hjem og har efterhånden vænnet mig til, at han ikke er her. Jeg har stadig ikke kunne finde plads til at acceptere eller forstå det. Men det meste af tiden føler jeg, at jeg har lært at leve med savnet.
Jeg kan se hvor meget hans død har ændret min mor. Og at hun så har været længerevarende syg oveni har også sat sig sine spor i hendes person.
Jeg har gradvist vænnet mig til hvordan min mor er blevet - og det har min bror ikke - og så er det han bliver sur, irriteret og uforskammet når kernefamilien ikke bare er som den plejede at være.
Det ligger til min natur at være opmærksom på folk og jeg vil gerne ha' at de har det godt...men jeg er kørt flad nu og har bare brug for at vise mig selv noget opmærksomhed. Er just kommet hjem fra kirkegården, hvor jeg har tændt lys på min fars grav. Stod med min gravide mave og tudede løs for første gang i lang tid, for der har ikke været plads til at vande høns ellers. Det blev der nu og jeg er bare så ked af, at han aldrig lærer S og vores barn at kende.
Og det er da vist også bare en klassiker og en kliché, at det sætter tanker i gang hos børn, der oplever noget stort og ikke kan vise deres mor eller far hvad de har præsteret: "Se mig! Se hvad jeg har lavet! Er det ikke godt gjort? Er du ikke stolt af mig?". Gid jeg kunne vise ham, at jeg blev optaget på skolen og gennemførte uddannelsen, at jeg lærte at betjene et Hasselbladkamera og blande mørtel, at jeg endelig fik en vidunderlig kæreste, at jeg fik et godt og spændende job og at jeg snart får et barn og skal giftes.
På "Se-mig-far-punktet" bli'r jeg nok aldrig voksen nok til ikke at tude over at han ikke kan sige: "jo, du er rigtig dygtig, min pige! Godt gået!".
Og om seks timer er det nytår...jeg har sat alle mine penge på at 2010 bli'r et godt år! S er desværre på arbejde. Jeg holder nytår med min mor. Jeg kommer nok til at agere ædru chauffør for alle hendes nytårsstive venner. Det er hyggeligt nok!
Men jeg glæder mig til at vågne op i morgen - uden tømmermænd og fuld af håb om et nyt og godt år...
Og nu: Take it away Dronning Daisy!
31. dec 2009 19:25
Kæreste M
Det er så forfærdentlig med det savn der! Man ville bare så gerne at han kunne titte frem et øjeblik og bare lige sige: 'du er sgu sej, jeg er stolt af dig!'
Men hør lige her, du er fucking fantastisk cool til det der pis med at jonglere rundt mellem gravide maver og ædru chaufførtjanser. Selvom du er én af dem uden far er du ikke forældreløs, og jeg synes det tjener dig til ære at du er opmærksom på din mor og de udfordringer hun står overfor!
Men godt at vande høns på kirkegårde. Så der ikke bliver for meget altopofrende datter over det...
Men din bror dér... det er synd for ham at han fravælger at dele den største sorg med dem han har tættest på. Synd for ham.
Og synd for dig.
Godt nytår, hønemor!
31. dec 2009 20:49
Også godt nytår herfra...
1. jan 2010 14:57
Ved du hvad M? Jeg tror jeg kan mærke, hvordan dine tanker er. Jeg har set dem i Henrik her i julen også. Vi var på besøg på Kirkegården, hvor hans mor ligger. Han er ellers en fyr, der aldrig viser sine triste følelser - men denne dag græd han - med Ida i favnen. Han græd over ikke at have mulighed for at lade de to mennesker møde hinanden. Hans nye familie - hans liv.
Det gør ondt. - Og hold op, hvor har din bror svært ved at håndtere det. Det er synd for ham. Og træls og tris for din mor, som gør sit for at overleve...
Jeg håber du havde en dejlig aften og at lille M sparkede dig godt ind i det nye år..
Kram Fra C
1. jan 2010 23:10
Søde M, hvor er det synd for dig med sådan en gang øv-jul. Selvom du jo godt ved hvorfor din bror ter sig overfor jeres mor, gør det det da absolut ikke nemmere at tackle :o( Jeg håber virkelig at din bror kommer lidt videre i løbet af året, så næste jul kan blive lidt hyggeligere for jer allesammen. Det bliver jo også dit lille barns første en af slagsen ;o)
Godt at du fik tudet på kirkegården - der ligger en kæmpe forløsning i tårer, ikke ?
Rigtig godt nytår til dig og dine.
3. jan 2010 11:35
Trine: Åh ja, savn er kun godt, når man ved at man skal se den man savner igen - så kan savn jo ligefrem gå hen og blive en sund følelse. Men savnet efter en død er r.. og nøgler og kan ikke bruges til andet end at blive trist over...
Og selv godt nytår til dig, min favorit-Trine. Jeg skal da lige love for at det var dig, der var den fucking fantastiske coole mor, der kunne håndtere den aften med ungerne!!! Når jeg bli'r mor, må du altså lære mig nogle moder-tricks - for noget si'r mig, at du gør det helt rigtige!
Leoparddrengen: Og ihvertfald også et glædeligt et af slagsen til dig...og jeg kæmper stadig med at få taget mig sammen til at se på den der sag med de blålige og 3D-agtige mennesker...
Christina: Du kan tro at mini-M sparkede mig ind i det nye år - vi taler nonstop riverdance inde i min bug!
Og så ved jeg da også lige præcis hvordan din Henrik har det - og selvom det er en trist følelse, så gør det alligevel altid godt at vide, at man ikke er alene her i verden med sådan nogle følelser! Alt godt til dig og jer og pigerne i 2010!!! Og jeg glæder mig til gensyn sidst på måneden:o)
Katrine: Jo, forløsningen er enorm! Fysisk så sænker ens skuldre sig efter sådan en tudetur og kroppen bliver mat og træt på den gode måde bagefter. Næste jul håber jeg bliver holdt i eget hus - for sådan et skal vi simpelthen ha' i 2010!!! Og i eget hus gælder egne regler og så skal min mutter ha' en top-jul! Og også rigtig godt nytår til dig!!!